Mange landmænd på Nordhøjfyn vil i den kommende tid modtage et brev fra 3F, der beder om at komme på besøg.

- Vi skal ikke komme farende med bål og brand, siger Irene Christensen fra 3F om fagforeningens opsøgende kontakt med landmændene.

3F-konsulenten vurderer, at fagforeningen i en periode ikke har været så opsøgende overfor landmændene og deres ansatte, og derfor sættes nu ind med en besøgskampagne.

- Vi håber på at få et godt forhold til landmændene. Min tilgang er, at jeg skriver til landmændene og spørger om jeg må komme på besøg til en snak. Så har landmanden mulighed for at overveje om han overhovedet vil tale med mig eller ej, siger Irene Christensen.

Hun understreger, at det er ganske frivilligt om man vil tage imod 3F.

Ring gerne
Andre fynske afdelinger af 3F tager på uanmeldt besøg. 3F Nordhøjfyn har imidlertid valgt at skrive breve og forvarsle besøgene.

- Landmanden har mulighed for at ringe til mig og aftale et andet tidspunkt, hvis det tidspunkt, jeg foreslår, passer dårligt, siger Irene Christensen og tilføjer, at en del landmænd har benyttet sig af det.

- Andre ringer og takker nej, og det er også helt i orden.

Desuden kan hendes besøg i visse tilfælde være helt irrelevante.

- Jeg laver et udtræk af en database, og der står ikke hvor stort landbruget er, eller om der er ansatte, så jeg kan godt komme til at sende brev til deltidslandmænd, der slet ikke har ansatte, siger Irene Christensen og tilføjer, at hun håber, at de landmænd lige vil slå på tråden og fortælle, at det er overflødigt med et besøg.

Paraderne oppe
Irene Christensen er udmærket klar over, at nogle landmænd har paraderne oppe overfor fagforeningen.

- Jeg har selvfølgelig en række eksempler på, at det er op ad bakke, men det er vigtigt at holde en god tone, også selvom man er uenig, siger hun.

Fagforeningen er som udgangspunkt medlemmernes advokat.

- Vores udgangspunkt er jo altid, at vores medlemmer fortæller sandheden, men det sker jo også, at det er vores medlemmer, der er galt på den. Som arbejdsgiver skal man bestemt heller ikke finde sig i alting, og som fagforening er det i den situation vores opgave at finde den bedste løsning for medlemmet til at komme videre.

Tillid tager tid
- Det tager tid at skabe et godt forhold til landmændene, siger Irene Christensen.

Hun oplever dog, at yngre landmænd er mere åbne overfor 3F's tilbud.

- Måske har de selv været medlemmer hos os, da de var elever, eller også er det bare tiden, der er blevet moden til det, vurderer hun.

- Vi forsøger at få eleverne til at blive medlemmer her, for det er jo i mange tilfælde deres første job. Ofte har de ikke så meget selvtillid og aner ikke deres levende råd, hvis der opstår problemer, siger Irene Christensen.

Håber på overenskomster
Samtidig håber Irene Christensen at flere landmænd vil indgå overenskomster.

- Desuden ville mange landmænd få det lettere, hvis de blev medlem af Dansk Arbejdsgiverforening og fik en overenskomst, påpeger hun.

- Har man overenskomst, har man meget lettere adgang til en række oplysninger om løn og ansættelsesforhold, forklarer hun og tilføjer, at ellers må landmændene nøjes med at bruge 3F's hjemmeside.

Fagforeningen oplever for tiden en tilgang af medlemmer, og det tilskrives til dels finanskrisen.

- Vi kan sagtens mærke finanskrisen, for vi har medlemstilgang, og det er jo også værd at tænke på for de unge mennesker, at de kan få understøttelse, hvis de bliver arbejdsløse, siger Irene Christensen.