Rekordhøst i sukkeroerne
GULDROER: To tredjedele fremme i roekampagnen spår Danisco Sugar at sukkerudbyttet pr. hektar slår alle rekorder i 2008.
Sukkeroerne leverer nu den kontante kvittering for at være holdt fri for bladsvampe gennem efteråret.
- Der har været en meget stor tilvækst i efteråret, så der er grundlag for, at vi forventer et rekord stort udbytte i sukkerroerne, siger chefkonsulent Niels Viggo Brodersen, Agricenter Danmark hos Danisco Sugar A/S.
- Roekampagnens forløb viser et højt gennemsnitligt sukkerudbytte pr. hektar. Der er roedyrkere, der har bjerget 90 ton sukkerroer pr. hektar og det giver basis for sukkerudbytter på op til 16 tons sukker pr. hektar, fortæller chefkonsulenten og konkluderer, at sukkerroerne har kunnet klare den modgang, der trods alt har været i vækstsæsonen.
Han hentyder hermed til, at mange landmænd fik sået roerne forholdsvis sent, og i mange områder var der en længere periode med tørke. Den efterfølgende tid har så alligevel betinget god udvikling og vækstsæsonen er blevet tilstrækkelig lang.
Omhyggelig pasning
Chefkonsulent Niels Viggo Brodersen påpeger, at fravær af bladsvampe gør roeplanten i stand til at optage sollyset og dermed stimulere sukkerindholdet.
I uge 48 var sukkerprocenten i gennemsnit på Nakskov Sukkerfabrik 18,3 procent og på Nykøbing Sukkerfabrik 18,0 procent. De tilsvarende tal fra 2007 var 18,1 procent i Nakskov og 17,9 procent i Nykøbing.
De høje sukkerudbytter har fået Danisco til at varsle en forlængelse af roekampagnen frem til omkring den 20. januar 2009. Dyrkerne har derfor fået udarbejdet nye leveringsplaner, som allerede er gældende fra den første december.






































