- Vi har i mange år kunnet udbetale en god restbetaling, samtidig med vi konsoliderede os godt i slagteriet. Det må komme vores trofaste andelshavere til gode i det her år, hvor der virkelig er brug for pengene hos svineproducenterne, siger Jens Jørgen Henriksen, der er formand for Tican, om årets restbetaling.

Virksomhedens resultat berettiger til en udbetaling på 50 øre. Men samtidig sætter man 15 øre på navn. De flyttes fra den fri egenkapital til konti på navn. Det vil sige, at den reelle efterbetaling bliver 65 øre pr. kilo. Fem øre højere end konkurrenten Danish Crown.

- Vi lovede i september, at vi kunne levere en konkurrencedygtig restbetaling. Det har vi hermed gjort. Vi har gjort det, fordi der virkeligt er brug for det hos svineproducenterne, siger Tican formanden.

Men han understreger, at det har været endnu et hårdt år også for slagteriet.

- Jeg er optimistisk af sind. Men jeg så nok lige lovligt optimistisk på situationen sidste år. Det her år har været hårdt. Men vi har også arbejdet meget og fået rettet op og ændret på mange ting i virksomheden, så nu er der grund til optimismen, understreger formanden, der igen er optimist, selvom han ved, at der også ligger hårde tider forude.

Der er mange tilpasninger og omkostninger, der skal ses på.

Andelshaver-rettede udfordringer
- Der er mange ting, vi må tage fat på i det nye år. Vi skal blandt andet til at se på mange andelshaverrettede forhold. Og her er debatterne i Andelsforum vigtig. Det gælder noteringsfastsættelsen, forhold for nyetablerede, mængderabatter, leveringsvægt og prognoser. Det er ting, som vi endnu ikke har taget fat på, men som må diskuteres, understreger han.

En af årsagerne til, at noteringsfastsættelsen skal debatteres, er den forskellige praksis, der er i Danish Crown og Tican.

- Det ser ud til, vi er bagud på noteringen, men reelt er det jo den samme notering, siger han og påpeger, at forskellen er rent teknisk.

Andelsforum
Kontakten til andelshaverne foregår dels på møder i Andelsforum dels ved at erfa-grupper og andre inviteres til interne debatmøder på slagteriet.

- Vi har en rigtig god dialog i vores Andelsforum, og fremmødet er stort. Det er vigtigt, understreger formanden.

Der var Andelsforum på ugedagen før generalforsamlingen, men Jens Jørgen Henriksen afviser, at det er for at dæmpe debatten på generalforsamlingen.

- Vi har Andelsforum for at give en dybere forståelse af tingene. På den måde får vi løftet debatten og får en god baggrund for en strategisk diskussion, men den bliver ikke mindre skarp af den grund, mener Jens Jørgen Henriksen.

For høje omkostninger
Polen har været smertensbarnet i nogle år, men der er rettet meget op i det seneste år, mener Ticans formand, og der sker mere i løbet af kort tid, fortæller han.

Samtidig har man haft høje kapacitetsomkostninger på slagteriet i Thisted med høje slagtetal først på året. Det krævede et aftenhold indsat, som senere, da slagteantallet faldt igen, skulle afvikles med høje omkostninger til følge.

De ekstraordinære, høje, danske veterinæromkostningerne har været forhandlet hos ministeren, og nu er kødkontrollen skilt ud i en selvstændig enhed. At ministeren nu har forpligtet sig, venter Tican-formanden sig meget af, men han er bevidst om, at området stadig ikke er helt på plads og kræver en fortsat, fast dialog.

På slagteriet i Thisted skal man have foretaget nye investeringer, så man kan køre fuldt fleksibelt også i den veterinære efterkontrol. Det kommer til at betyde nye besparelser.

Optimismen
Men der er også lyspunkter i året, der gik. Den nye baconfabrik i England kører rigtig godt. I det hele taget er England et lyspunkt på trods af pundkursen. Også hjemmemarkedet er positivt, selvom det kun tegner sig for en mindre del. Og handelsselskaberne har givet et positivt resultat.

- Jeg tror og håber også på, at 2009 bliver positivt både for slagteriet og for producenterne, siger formanden og understreger:

- Vi vil koncentrere os om at få så optimale svinepriser, som overhovedet muligt. Vi er jo som slagteri afhængig af, at vores andelshavere får en god økonomi. Så kan vi alle sammen se lidt lysere på fremtiden.

- Mit udgangspunkt helt personligt er, at vi stadig skal have slagterivirksomhed i Danmark, og det betyder, at svineproducenterne skal have en fremtid her, understreger Tican formanden før årets generalforsamling på torsdag.