Likviditet er ikke en selvfølge
FINANSIERING: - Hvorfor er så mange svineproducenter taget likviditetsmæssigt med bukserne nede, spørger konsulent i driftsøkonomi.
På årets Svinekongres var der adskillige seminarer, der omhandlede økonomi, og interessen og tilgangen til disse seancer var stor blandt svineproducenterne. Den aktuelle situation udleder helt naturligt også et behov for viden om emnet, men læren om et finansielt beredskab er måske lidt sent nu.
Ikke desto mindre blev der under overskriften »Likviditet er lige så vigtigt som ilt« afholdt et foredrag af Søren Peider Hansen, driftsøkonimikonsulent fra LandboNord, hvor han gav klar besked om, hvad man har gjort galt, hvis man er blandt dem, der står med håret i postkassen i dag.
Konjunkturstigninger - en sovepude
- Vi har de seneste 12 år oplevet værdistigninger på landbrugsjord på 11-12 procent pr. år, næsten er firedobling, og ifølge Nykredit har stigningen alene det seneste år været 50 - 70.000 kroner pr. hektar, sagde Søren Peider Hansen.
Han påpegede, at dette reelt svarer til cirka seks millioner kroner i værdiforøgelse i en gennemsnitlig bedrift med smågriseproduktion og 132 hektar, og at der for disse producenter i 2007 var et minus på 932.000 kroner.
- I et finansielt marked som (indtil for nylig) med største glæde belåner »frisk« friværdi, er man lidt til grin, hvis der står penge på kontoen til lav rente. For mange har denne friværdi »reserve« været betydelig, fordi de nok har ønsket at købe jord til bedriftsudvikling, men regnestykkerne har vist for røde tal, understregede Søren Peider Hansen.
Han forklarede efterfølgende dilemmaet med årsrapporterne, hvor positiv konsolidering er det, der viste, at man var i stand til at drive bedriften med overskud. Dilemmaet ligger i, at bedrifter med gennemgående negativ konsolidering, alligevel er i stand til at generere betydelig friværdi som en følge af ejerskabet til produktionsfaktoren jord, hvis værdiændringer ikke indgår i konsolideringen.
Finansielt beredskab
- Likviditet har været en selvfølge i snart mange år, men i august sidste år trak skyerne sammen til vejrskifte. Noget, der har været en selvfølge, regnes ikke som vigtigt, sagde Søren Peider Hansen.
- Finansielt beredskab er et modeord fra det forrige århundrede. Et begreb, der fra 1980 til slutningen af halvfemserne, var fast punkt i kursusprogrammerne, og som kort sagt handlede om evnen til at betale regninger og evnen til at handle, forklarede Søren Peider Hansen.
- Tilbageholdenhed er jo et fremmedord i landbruget, kom det fra Søren Peider Hansen, i en munter bemærkning, men der ligger jo reel alvor bag.
Han henviste til kollapset i minkbranchen i begyndelsen af halvfemserne, som efter en årrække med ustoppelig vækst og flotte regnskabsresultater pludselig oplevede, at besætninger måtte aflives og farme fjernes, da der ikke længere var penge til foder.
- Heldigvis meget få svineproducenter har oplevet, at foderbilen kører igen, på grund af manglende betaling, og vi skal helt tilbage til 1980 for at finde noget der minder om minksituationen, sagde Søren Peider Hansen.
Han tilføjede, at der i 1980 faktisk var en hel årgang af nyetablerede landmænd, der blev ryddet væk.
- Så likviditet er ikke en selvfølge, understregede Søren Peider Hansen.
Hvad er et finansielt beredskab?
- Det finansielle beredskab er de reserver, en nøgtern analyse viser bedriften har til rådighed. Heraf kan en del være let tilgængelige likvide, mens de fleste typisk er mere langsigtede i form af friværdi, forklarede Søren Peider Hansen, mens han viste eksempler på tavlen.
Han understregede desuden, at opdelte bedrifter, som for eksempel dem der helliger sig pasningen af grisene og lejer jorden ud, kræver et større beredskab.
- Hold op de fik smæk sidste år. De ligger jo i meget større bølger, påpegede Søren Peider Hansen.
Vær professionel
Søren Peider Hansen havde dog også gode råd til, hvordan der ellers banes vej for likviditet, hvis det finansielle beredskab halter bagefter.
- Analyser din egen situation, sæt egne mål, integrer målene i bedriftens strategi og så skal du have rygrad, så der holdes styr på reserverne, lød opfordringen fra Søren Peider Hansen.
Han understregede desuden, at ordene finansielle samarbejdspartnere skal tages alvorligt.
- Der er ikke meget forståelse, hvis man ikke har været professionel, sagde Søren Peider Hansen.
Hermed hentydede han til åbenhed over for sin finansielle samarbejdspartner, med rettidig levering af diverse budgetter, årsrapporter, e-kontrol m.v. Det er alle områder, der skal fungere altid - også uden for likviditetskrise.










































