Brug lastbil til gylletransport
LOGISTIK: Gylle skal udbringes – ikke transporteres – med en gyllevogn, pointerer logistik-konsulent.
Gyllevogne hører ikke hjemme på landevejene. Gyllevogne hører til på markerne, hvor de skal udbringe gylle.
Sådan lyder den korte udgave af rådet fra logistikkonsulent Grzegorz Nowak, AgroTech i Skejby.
Logistikeksperten kan således ikke finde ret mange brugbare argumenter for at transportere gylle på landevejen med traktor og gyllevogn.
- Jeg vil til hver en tid anbefale lastbilen som gylletransportør. Der er selvfølgelig alternativer og der er tilfælde, hvor lastbilen ikke er konkurrencedygtig. Men i langt de fleste tilfælde er lastbilen økonomisk set det bedste valg, pointerer Grzegorz Nowak.
Seks gange så dyrt
En Farmtest fra 2007, hvor seks landbrug og to maskinstationer blev analyseret, understreger, at gylletransport bør foregå med lastbil. Flytning med traktor og gyllevogn løb således op i 6,68 kroner pr. kubikmeter gylle, der skulle transporteres en kilometer.
Foregik transporten med lastbil, kunne hver kubikmeter flyttes for 1,01 kroner pr. kørte kilometer, viste testen. Også rørledninger, med en pris på 4,55 kroner pr. flyttet kubikmeter gylle, viste sig konkurrencedygtig med gyllevogne.
- Argumentet for at køre med egen gyllevogn og traktor er ofte, at man ønsker at udnytte sit materiel og sit mandskab. Modargumentet dertil er, at man kan bruge mandskabet bedre andre steder på bedriften. Og på maskinsiden vil man i visse tilfælde kunne spare forrentningen af en traktor, hvis gylletransporten foregår med lastbil, pointerer Grzegorz Nowak.
Ikke bygget til transport
Logistikkonsulenten tilføjer, at traktorer og gyllevogne grundlæggende slet ikke er bygget til transportopgaver – selv over korte afstande.
- Det er ikke til at sige præcis, hvor grænsen går. Men man skal ikke mange hundrede meter fra sin bedrift, før lastbilen skal startes. Det skyldes ikke mindst, at slidtagen på en traktor og gyllevogn er meget voldsom, når materiellet ruller på landevejen.
- Samtidig, og det er ikke uvæsentligt i denne sammenhæng, er det vigtigt at undgå transport af for tungt lastede gyllevogne på landevejene. Og den problematik er man ude over, hvis landbruget overlader gylletransporten fra beholder på bedriften til buffertank i marken til en vognmand, siger Grzegorz Nowak.