Øget handel med mælkeprodukter
SPÅDOM: Verdens mælkeproduktion vil over det næste årti stige med en femtedel. Samtidig vil priserne falde en smule, fremgår det af en rapport fra EU-Kommissionen.
AF RASMUS BONDE STOUBY
Der er vækst i verdenshandlen for mejeriprodukter forude, siger en ny rapport fra EU-Kommissionen. Til gengæld vil priserne falde, og EU spås til at tabe markedsandele.
Konklusionerne i rapporten, som hedder Agricultural Commodity Markets – Outlook 2008-2017, er dannet på baggrund af oplysninger indsamlet af OECD, FAO og den amerikanske organisation FAPRI (Food and Agricultural Policy Research Institute) og det amerikanske landbrugsministerium.
Stigende produktion og handel
I løbet af de næste ti år, vil den samlede mælkeproduktion stige med omkring 20 procent. Størstedelen af væksten vil finde sted i Asien og genereres af øget udbytte per ko. FAPRI forudser tilsvarende vækstrater for produktionen af ost og mælkepulver, men en højere stigning for smør (+35 procent). OECD-FAO er generelt enige i fremtiden for mælkepulvere, men er mindre optimistiske for smør og ost, fremgår det af rapporten.
I henhold til OECD-FAO vil omfanget af verdenshandlen med de fleste mejeriprodukter stige med omkring en tredjedel i løbet af det næste årti og vil dermed indhente produktionen. Handelsvæksten for smør, begrænses til en sjettedel, da det meste af stigningen i både produktion og forbrug er begrænset til Indien. FAPRIs fremskrivninger for nettovæksten i handel er noget lavere, især for sødmælkspulver.
EU taber terræn
New Zealand og Australien vil konsolidere deres plads som verdens førende mejerieksporterende region, USA (letmælkspulver), Argentina (sødmælkspulver og ost) og Ukraine (ost) bør også øge deres andel, mens EU ser ud til at tabe markedsandele, især på letmælkspulver og smør.
Det meste af importvæksten vil komme fra Asien, samt fra Rusland og de Arabiske lande. De to udsyn er enige om de eventuelle ændringer i priserne på mælkepulver. De anslår begge, at prisen vil falde med omkring 30 procent fra det rekordhøje niveau i 2007 og så stabilisere sig.
Prisen på ost loves en tilsvarende fremskrivning, omend reduktionerne her begrænses til 13 procent. Det er de fremtidige smørpriser, hvor de to institutioner er uenig: OECD-FAO's prognoser ser en reduktion på 13 procent i midten af udsynsperioden, mens FAPRI ser en mere markant reduktion på 22 procent.