Zetor-importør venter meget af verdensnyheden
Danatek A/S kunne på Landsskuet præsentere ny traktorserie med ZF-transmission og Deutz-motor fra den legendariske tjekkiske fabrik.

I tirsdags op til Landsskuet modtog Danatek i Farsø dette eksemplar af den splinternye Zetor 6170 med 171 hk Deutz-motor og ZF-transmission. Foto: Danatek
Gæsterne ved Landsskuet i Herning kan i år opleve ikke mindre end en verdenspremiere på en ny traktormodel - en helt nydesignet Zetor fra den traditionsrige fabrik i Tjekkiet.
- Det er en helt ny Zetor. De fire serie 6-modeller har en helt nyt design og kabine, og er med en sekstrins powershift transmission fra ZF og motorer fra Deutz, fortæller Michael Jensen, indehaver af Danatek A/S i Farsø, der siden sidste år har haft importen af Zetor i Danmark.
Forud for lanceringen af den nye serie 6, hvor de første eksemplarer netop nu turnerer rundt på udstillinger verden over, havde han to uger forinden lejlighed til at prøvekøre den med spænding ventede nyhed fra fabrikken i Brno.
- Det er en meget fin traktor, som er på et højt niveau som andre kendte mærker. Ganske som man genkender tjekkiske Skoda i bilverdenen, fremhæver Zetor-importøren.
Kendte Zetor-dyder
Han ser frem til at præsentere denne nye serie 6, der trods opgraderingen på mange parametre stadig fastholder de kendte Zetor-dyder som en simpel traktor af stærk og velafprøvet kvalitet, og med alt udstyr, som traktorføreren har brug for. Og ikke mindst til en meget konkurrencedygtig pris.
Derfor forventer han sig meget for den nye serie, der snart også får følgeskab af en mindre serie 5 og på sigt en serie med større modeller.
- Den familieejede fabrik har helt sikkert ambitioner, og det bekræftes af den naturlige overgang fra egenproduktion til samlefabrik med indkøb af kendte komponenter som transmission og motor, påpeger Michael Jensen, der i det hele taget glæder sig over det gode samarbejde med den tjekkiske traktorproducent.

Siden overtagelsen af Zetor-importen fornemmer Michael Jensen en vækket interesse for det legendariske tjekkiske traktormærke, og ikke mindst har han store forventninger, når den helt nye serie 6 kommer på markedet. Foruden Danmark er Danatek fra i år også Zetor-importør i Norge.
Også i Norge
Samspillet førte her i foråret til, at Danatek nu også har fået importen til Norge.
Mens salget af traktorerne herhjemme sker direkte uden mellemled, er Danatek-indehaveren i kontakt med tre-fire forhandlere om salget og service i det gode norske Zetor-marked.
- Deroppe er en stærk historik for det tjekkiske traktormærke, ligesom vi oplever en genfødsel herhjemme. Vi møder loyale kunder, der i generationer har kørt Zetor, og som med den løbende udviklingsstrategi ser mulighed for at få en moderne traktor med de kendte Zetor-kendetegn.
Et særligt kendetegn, som Michael Jensen fornemmer værdsættes hos kunderne, er, at Zetor har fastholdt at være en 100 procent europæisk traktor, hvor andre mærker bliver helt eller delvis produceres i fjernere egne.
Vækket interesse
På Roskilde Dyrskue oplevede han en vækket interesse for Zetor, der netop på Sjælland har lange traditioner især hos mindre landbrug.
- Vi fik flere potentielle emner at arbejde videre med, og det samme håber vi at få på standen på Landsskuet. Også her i Jylland kører mange Zetor'er på både professionelle kvægbrug og planteejendomme og mindre fritidsbrug. Og ikke mindst efter, vi nu kan præsentere denne nyudviklede Zetor-generation, lød det fra importøren, der han mandag op til Landsskuet modtog et eksemplar af 6170-topmodellen på 171 hk på sin maskinforretning i Farsø.
Serien består af modellerne 6130, 6140, 6150 og 6170 med Deutz 4.1 Stage V motorer fra 130 til 171 hk. Også som de øvrige Zetor-traktorer fås de nu med tre års garanti.
- Det er en kvalitetssikring og understreger, at trods fabrikationen i Østeuropa er Zetor på fuld højde med de øvrige mærker.
Importør ved en tilfældighed
For Michael Jensen var det lidt af en tilfældighed, at han er blevet importør af landbrugsmaskiner og traktorer. Efter læretiden som landbrugsmekaniker startede han med at reparere og sælge brugte maskiner fra sin adresse i Haverslev. Det tog hurtigt fart, og pladsen blev trang. I 2008 købte han den nedlagte maskinforretning i Farsø, hvor Danatek siden har haft til huse.
Han fik forhandlingen af Krone og Deutz-Fahr, og i 2012 kom tilbuddet om at blive importør af Joskin-vognprogrammet.
- Importen tog for alvor fart, da en udsending fra Sonarol-fabrikken i Polen tilfældigvis kom ind til os. Redskaber til frontlæssere og lige fra minilæssere til gummigeder er i dag et meget stort aktiv hos os, beretter den 46-årige maskinimportør, der siden har fået flere andre polske redskaber på hylderne.

Sonarol redskaberne til minilæssere, frontlæssere og gummigeder er et stort aktiv hos Danatek. Konstant ligger omkring 3.000 enheder på hylderne klar til levering.
Nært forhold til Polen
Det gælder blandt andet Agroland tallerken- og dybdeharver, og Alima fuldfodervognene, som har været importeret siden Agromek i 2018, hvor kontakten blev skabt. Her strækker programmet sig fra mixervogne fra 6 til 55 kubikmeter.
Året efter kom Talex skårlæggere, river og brakpudsere på importprogrammet. Det er redskaber til den mindre sektor som hobby- og hestefolk.
- Derfor har jeg et nært forhold til den polske landbrugsmaskinindustri og kommer dernede flere gange om året. Samtidig kan vi så tillige besøge min kones polske familie.
Fandt også Zetor i Polen
Med et af årlige besøg på en stor årlig landbrugsmesse i Potznan blev Polen også startskuddet til Zetor-importen. Her mødte han for første gang repræsentanter fra Zetor, og det førte til det første besøg på fabrikken i Tjekkiet i 2021.
- Vi fandt hurtigt en god kemi, og blandt andet fremhævede de vores strategi om direkte salg til slutbrugerne. Og i et fornuftigt tempo, hvor service og reservedelsforsyning er vigtige parametre.
I 2024 afløste Danatek dermed den mangeårige danske importør, HCP, med eneimporten af Zetor.

Siden 2008 har Danatek haft til huse i Farsø, hvor Michael Jensen driver maskinforretningen med udelukkende import og direkte salg af Zetor-traktorerne og redskabsagenturer fra Polen. Fotos: Erik Hansen
Direkte salg
Michael Jensen understreger, at koncepten for Danatek er udelukkende salg og service af nye importmaskiner, og med et begrænset sortiment vil man være gode til det, der sælges.
Forhandlinger bliver der ikke tale om for nuværende, selvom mange interesserede maskinfirmaer banker på døren i Farsø.
- Vi har det rigtigt godt med at have hånd om produkterne, lige fra fabrikken til de står ude hos kunden, og ikke mindst for at undgå det fordyrende mellemled, som en forhandler altid vil være.
Danatek leverer dog gerne en maskine til en maskinforretning, som måske har en kunde til et af importprodukterne, og giver naturligvis den nødvendige forhandlerrabat.
Salget af brugte maskiner, om end udbuddet var meget begrænset, da MaskinParken var på besøg i Farsø, er dog ikke lagt helt på hylden.
- Vi tager selvfølgelig brugt i bytte, ligesom vi også opkøber hele maskinparker. Det meste eksporterer vi efterfølgende, fortæller Michael Jensen.
Stor butik - også på web
Da Michael Jensen overtog den tidligere maskinforretning i Farsø i 2008, var den indrettet med en stor butik. Det er den stadig.
Butikken bugner med ikke mindst værktøj, beklædning, reservedele og andre fornødenheder i landbruget, primært dele fra den store Kramp-grossist.
Men foruden de lokale kunder, som benytter sig af det store udbud, sendes butiksvarer og reservedele i stort omfang ud til hele landet.
For otte år siden oprettede Danatek denne webshop, hvor alle landmænd, private og øvrige brugere fra dag til dag kan få leveret varer med GLS. For over 500 kroner tilmed uden fragtomkostninger.

Danatek har en stor butik og webshop med ikke mindst produkter fra Kramp-grossisten. På billedet Kirstine Hastrup og Karsten Sørensen, der tager sig af lagerstyringen og ekspeditionen af mange butiks- og reservedele.