Claudi opstiller til Europaparlamentet
Venstres kandidatudvalg i Sjælland Nord indstiller enstemmigt Dansk Slagteriers formand, Bent Claudi Lassen, som regionens kandidat til det kommende valg til Europaparlamentet.
Et enigt kandidatudvalg i Sjælland Nord (Kalundborg, Odsherred, Holbæk, Sorø, Ringsted, Roskilde, Lejre, Solrød, Køge og Greve kommuner) indstiller at formanden for Danske Slagterier og vicepræsident i Landbrugsraadet, Bent Claudi Lassen, vælges som kandidat til Europaparlamentsvalget for Venstre.
- Vi har ønsket en dygtig kandidat, som kan gøre sig gældende både i valgkampen og som efterfølgende kan repræsentere os godt i Europaparlamentet. Det har vi fundet i Bent Claudi Lassen, der med sin omfattende erhvervserfaring fra især fødevareerhvervet, sin store indsigt i politik og sit internationale udsyn er et seriøst bud på et kommende medlem af Europaparlamentet, siger Peter Krohn, der er formand for kandidatudvalget.
- Jeg har fået en række opfordringer og har, efter at have overvejet det grundigt, besluttet mig for at stille op. Jeg har været medlem af Venstre i mange år, og ser frem til at slås for Venstres politik i Europaparlamentet. Det er i stigende grad i netop Europaparlamentet, at beslutninger, der har betydning for Europas borgere træffes. Derfor er det naturligvis vigtigt, at vi fra dansk side er med og kæmper for danske interesser, siger Bent Claudi Lassen.
Folketingsmedlem for Venstre i Region Sjælland, Jacob Jensen, støtter opstillingen af Bent Claudi Lassen som kandidat:
- Med Bent Claudi Lassen får vi en erhvervsmand som kandidat, som i høj grad kender til både europæisk og international politik. Som erhvervsordfører ved jeg alt om, at fødevareerhvervet er et af vores vigtigste erhverv overhovedet. Derfor er det godt, at Venstre stiller med en stærk kandidat, med dybe rødder i det danske fødevareerhverv.
- Jeg glæder mig også over Bent Claudi Lassens engagement i dansk forskning. Det vil være uhyre nyttigt, når vi skal bygge bro mellem forskningsindsatsen i EU og i Danmark. En bro som er afgørende for, at vi danskere får maksimal nytte af den megen forskning og de stadigt stigende midler, som EU formidler, siger Jacob Jensen.
Bent Claudi Lassen har i mange år været medlem af blandt andet Danmarks Forskningspolitiske Råd - som rådgiver regeringen og Folketinget om nationale og internationale forskningspolitiske spørgsmål.
Bent Claudi Lassen understreger, at han ikke er opstillet endnu. Hvem der opstilles afgøres først, når medlemmerne af Venstres vælgerforeninger i Kalundborg, Odsherred, Holbæk, Sorø, Ringsted, Roskilde, Lejre, Solrød, Køge og Greve kommuner holder fælles opstillingsmøde den 11. september 2008.
aw







































