Problemkommuner skal kigges efter i kortene
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Kommunernes Landsforening vil nu finde årsagerne til de sløveste kommuners sagsbehandling af landmændenes miljøansøgninger.
Både Kommunernes Landsforenings (KL) egen undersøgelse og Miljøstyrelsens tal for 2007 indikerer, at nogle kommuner er meget sløve til at behandle de ansøgninger, som landmændene sender ind.
Det vil KL nu gøre noget ved, efter at foreningen torsdag holdt møde med miljøminister Troels Lund Poulsen (V).
Inden næste møde med miljøministeren i august vil KL analysere, hvilke konkrete forhold, der gør sig gældende i de kommuner, som har et lavt antal afsluttede sager. Det er nemlig uklart, om det er på grund af manglende ressourcer, manglende kompetencer, særligt komplicerede sager af hensyn til de afvejninger, der skal være overfor sårbar natur (habitatområder), særlige lokalpolitiske betænkeligheder eller en kombination, der er årsagerne til de få afsluttede sager i kommunerne.
- KL tager kontakt til et antal kommuner i målgruppen for at afklare, hvor problemerne ligger. Når disse oplysninger er indsamlet i august 2008, aftaler Miljøministeriet og KL sammen, hvilke initiativer, der skal sættes i værk med effekt fra 1. september for at fremme afgørelsen af sager i denne kreds af kommuner, fremgår det af konklusionerne fra mødet i torsdags.
Derudover er det besluttet, at der vil blive taget yderligere initiativer til at »strømline« sagsbehandlingen i kommunerne. Således vil Miljøministeriet lave et udkast til bekendtgørelse, der skal fastlægge bindende regler for fastsættelse af beskyttelsesniveauet vedrørende næringsstoffer til natur og vandmiljø.
Desuden vil Miljøministeriet se på mulighederne for at udvide den vejledende liste over, hvilke bygningsmæssige ændringer, der er af så bagatelagtig karakter, at de ikke udløser krav om godkendelse.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug Weekend lørdag 28. juni.






































