Slagtesvinene fra alle Christiansminde Multisites syv slagtesvine-sites leveres til Tican, og for at være uafhængig af skæve tider for afhentning af slagtesvin, har man valgt at investere i sin egen transportbil med egen chauffør.

Chaufføren er Niels Peter Jensen, der er tidligere medarbejder i staldene ved Løgstør. Foruden at levere slagtesvin til slagteriet, er han også beskæftiget med transport af smågrise fra smågrisestaldene til slagtesvinestaldene.

- Tro endelig ikke, at det er en loppetjans at være chauffør, understreger Henrik Jensen, Christiansminde Multisite, der i en periode har prøvet det på egen krop, da Niels Peter Jensen havde ferie.

- Der er rigtigt mange ting at holde styr på, og der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, pointerer han.

For at opfylde lovkravene til transport af dyr har Niels Peter Jensen været på AMU-kursus for at få det lovbefalede kompetancebevis. Ifølge chaufføren var det spildte fem dage, idet han ikke syntes, at han fik noget ud af det.

- Den første dag gik for eksempel med at lære hinandens navne at kende og høre, hvad hinanden laver.

- Vi var kun to, der transporterer svin. Resten var hestefolk. Desuden fortalte de politibetjente, der underviste, at næsten alle klip i chaufførkørekortet bliver givet til chauffører, der kører med dyr til eksport. Endda hovedsageligt til udenlandske chauffører og biler, fortæller Niels Peter Jensen.

Læs hele den faglige føljeton i Effektivt Landbrug Weekend lørdag 12. april.