AF MORTEN IPSEN

Hvis et lovforslag om YJ-lån bliver vedtaget i Folketinget, bliver de unge skubbet endnu længere væk fra at kunne være med ved bordet af bydere, når en ejendom bliver sat til salg. Det mener LandboUngdom, der sammen med Dansk Landbrug har bedt om at få foretræde for Fødevareudvalget for at forklare sig over for medlemmerne.

- Hvis lovforslaget bliver gennemført, vil vi se endnu flere ejendomme blive opkøbt af allerede etablerede landmænd, fordi de unge ikke økonomisk magter at byde lige så meget, siger formanden for LandboUngdom, Steffen Damsgaard.

Han forklarer, at de etablerede landmænd har mulighed for at skaffe sig billigere finansiering som følge af de konjunkturstigninger, der har været på ejendomme og jord. Det gør, at de etablerede har en stor egenkapital i forhold til unge, samt at de etablerede både kan byde mere for ejendomme til salg og få en billigere finansiering ved et eventuelt køb.

- Vi ønsker derfor, at de unge får mulighed for at være med på mere lige konkurrencevilkår. Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke hidtil har set eksempler på, at YJ-ordningen booster markedsprisen. Det her handler således ikke om at påføre etablerede landmænd ulige konkurrencevilkår, men om at give førstegangsetablerede mere fair finansieringsvilkår ved at indhente lidt af det efterslæb, som de unge har på flere måder, siger Steffen Damsgaard.

LandboUngdom peger sammen med Dansk Landbrug på, at det maksimale udmålingsgrundlag, som de unge hidtil har kunnet bruge til deres finansiering, allerede nu har et efterslæb på adskillige millioner kroner, fordi priserne på ejendomme og jord er steget kraftigt, siden YJ-ordningen sidst blev revideret af Folketinget i 2004.

I et fælles høringssvar til Fødevareudvalget peger de to organisationer på, at hvis det maksimale udmålingsgrundlag skal følge prisudviklingen på de bedrifter, som de unge køber, så skal grundlaget stige med 25 millioner kroner fra 20 til 45 millioner kroner.

I lovforslaget fra Fødevareministeriet lægges der op til en stigning på 5 millioner kroner fra 20 til 25 millioner kroner.

Steffen Damsgaard mener, at en så beskeden stigning lægger op til en udsultning af ordningen.

- Jeg synes lovforslaget viser en manglende forståelse for at få unge ind i erhvervet på en måde, hvor det ikke er tilsølet i støtteordninger. Der er ingen støtte i YJ-lånordningen til unge, kun bedre adgang til finansiering.

- Man skal huske på, at YJ-låneordningen er selvfinansierende, og at staten har tjent penge på YJ-lånene de senere år, fordi de unge indbetaler en risikopræmie. Så jeg håber, at politikerne er lydhøre over for vores ønsker. Det har vi før oplevet i forbindelse med revision af YJ-låneordningen, og det håber jeg også på denne gang, siger Steffen Damsgaard.

Læs mere om økonomi og ledelse i Effektivt Landbrug Weekend lørdag 12. april.