Argentinas landmænd har fået nok

(EFFEKTIVT LANDBRUG) I Argentina, det store sydamerikanske landbrugsland, har landmændene fået nok. På grund af eksportafgifter har de ikke fået del i de stigende priser på landbrugsprodukter, selvom prisen på hjælpestoffer er steget voldsomt.

Da den argentinske regering den 11. marts hævede eksportafgiften til 45 procent af FOB-prisen på soja, fik det sydamerikanske lands landmænd nok. De iværksatte vejblokader for at presse regeringen til en mere lempelig beskatning.

De argentinske landmænd har igennem en længere periode været ramt af store eksportafgifter på planteavlsprodukter. Utilfredsheden har ulmet længe, og den 11. marts kom der så et nyt dekret fra regeringen, som betød at eksportafgifterne skal hæves yderligere. På soja og solsikker hæves eksportafgiften med 10 procentpoint, så den for sojabønner nu er 45 procent af FOB-prisen, mens den for solsikker er 39 procent og for hvede 28 procent.

På Argentinas sydlige Pampas driver Poul Dams to sønner Eduardo og José tilsammen cirka 8.000 hektar, hvor de dyrker hvede, majs, solsikker, soja og græs til fedekvæget. (Effektivt Landbrug bragte 8. februar en reportage fra den argentinske bedrift, red.).

Poul Dam, der, som navnet antyder, har danske rødder og derfor taler dansk, fortæller til Effektivt Landbrug om den aktuelle situation i landet.

- Det seneste års tid er priserne på vores råvarer til landbruget som gødning og kemi steget 100 procent, mens vi ikke har kunnet høste gevinsten af de stigende afgrødepriser på grund af de stigende eksportafgifter. Det udhuler vores økonomi. Ved den sidste stigning i eksportafgiften den 11. marts fik landmændene her i Argentina nok. Der blev øjeblikkeligt iværksat landsdækkende vejblokader, fortæller Poul Dam.

- Hele landbruget i Argentina bakker op om blokaden, der foregår ved alle hovedveje med landbrugsmaskiner på tværs af vejen. Blokaden har været effektiv i hele landet, og har forhindret al transport af korn og dyr til slagtning, forklarer Poul Dam.

- Derimod har man ladet transport af mælk fra gårdene til mejerierne passere blokaderne. Alligevel er der ikke er kommet meget mælk i butikkerne. Vi har i store dele af befolkningen fået opbakning, også blandt lastbilchaufførerne, som ved, at landbruget er økonomiens motor her i landet, forklarer Poul Dam.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug onsdag 2. april.

Læs også