Med det kommende Vattenfall-halmværk i Odense skal 40.000 ton halm transporteres på landevejen fra de fynske marker til Fynsværket. Og de kommende år vil det årlige forbrug nærme sig 200.000 ton, hvilket svarer til 15 procent af det fynske areal med korn- og frøafgrøder.

Ballerne til det nye biomasseanlæg ønskes i størrelser fra 100 til 120 centimeters højde. Derfor har svineproducent Peter Jonassen fra Barløse ved Assens set et specielt potentiale i den nye Claas Quadrant 3400 presser, og investeret i det andet eksemplar af nyheden, som er kommet til Danmark.

Det er presserens ballehøjde på 100 centimeter, som er interessant. Den betyder, at der kan stables tre lag på lastbilerne mod normalt to lag ved »Hesston-baller« på 120 centimeter – og ialt 36 baller i forhold til de 24 traditionelle storballer pr. læs.

Peter Jonassen har udregnet, at det for hvert lastvognstræk vil betyde 4-5 ton mere halm med på bilen. Med 46 lastvognstræk i døgnet, når kapaciteten er fuldt oppe at køre på Fynsværket, vil der dermed kunne spares 10 lastbiler i døgnet.

- Og i bestræbelserne på at spare på CO2-udslip vil det naturligvis være i hele projektets ånd, tilføjer den fynske svineproducent, der netop har indsendt licitationstilbud om at levere 600 ton halm fra sine egne 350 hektarer på Damgård i Barløse til Vattenfall-værket.

Hos den danske Claas-importør og den lokale forhandler, Ringe Maskinforretning, som har leveret presseren, venter man meget af den nye presserlinie fra Claas, der foruden 3400-modellen, der har en listepris på 835.000 kroner, også vil få følgeskab af en mindre 3200-udgave.

Med den nye opbygning, ramme og gearkasse samt forpressekammeret er det muligt at pakke ballerne hårdt i alle lag.

Fra Claas Communicator computeren i traktoren kan halmmængden indstilles i fire forskellige trin for hvert enkelt stempelslag, om det ønskes, således der kan dannes en hård kerne i det hydrauliske forkammer, inden halmen sendes videre op i selve ballekammeret.

- Traktorføreren kan derved indstille presningen optimalt, uanset om halmmængden og halmstrengene er forskellige i marken, påpeger marketing- og salgsansvarlige for Claas i Danmark, Morten Nørtoft Jørgensen, LMB Danmark A/S.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug tirsdag 1. april.