Den svenske miljøvirksomhed Proxy har udviklet en ny metode til gyllehåndtering, hvor en pumpe-drevet aksel cirkulerer og ilter gyllen der gør den lugtfri. Metoden går kort fortalt ud på et luftindtag og en roterende aksel. Det hele drevet af elektrisk pumpe i gylletanken. Metoden blev i sidste uge præsenteret i forbindelse med et åbent hus arrangement på Hedegaard ved Grindsted, der er det første sted i Danmark, hvor metoden og anlægget er taget i brug. Teknologien går ud på at der ved cirkulation og iltning af gyllen dannes mikroskopiske luftbobler, der spredes i gyllen, og som gør at bakterier og nedbrydningsprocesser i gyllen reduceres. Det er vigtigt, da de i ubehandlet gylle optager al ilt, der efterfølgende giver de gæringsprocesser, der skaber den karakteristiske gyllelugt, samt de giftige gasser som methan og aggressiv svovlbrint.

Metoden er fuldt ud mekanisk og bruger kun ilt som tilført middel i processen, der tilføres i form af den såkaldte »implosionsteknik«, som Proxy forklarer, er hele hemmeligheden bag metoden.

Implosion vil sige, at den ilt, der trækkes ind i den gennemborede aksel via luftindtaget i toppen, mødes med den våde gylle nederst på den enhed, der er placeret i gylletanken. Ved rotationen med ilten og den våde gylle hvirvles både ilt og gylle med meget hurtige og kraftige bevægelser. Ved mødet mellem luft og væske sker så den »implosion« (det modsatte af eksplosion), hvor luften slås itu og de mikroskobiske bobler dannes og spredes i gyllen.

På svinebedriften Hedegaard ved Grindsted, har AgroTech – Institut for Jordbrugs- og FødevareInnovation fulgt de første danske erfaringer med Proxy Sweden Composing-anlægget, som det officielt kaldes.

Her har man målt både ammoniakfordampning og lugt, ligesom man har vurderet på eventuelle ændringer i gyllekonsistensen.

Og ifølge konsulent Helle Birk Domino, AgroTech, har man konkluderet at lugten fjernes markant fra gyllen. Til gengæld har man også konstateret, at der i forbindelse med processen frigives en stor ammoniak-mængde.

- Derfor kræver processen også overdækning af gylletanken, forklarer Helle Birk Domino.

Og det ikke kun på grund af lugten, men også det store kvælstoftab, det medfører.

Hos AgroTech vil man også fremadrettet via markforsøg søge at afklare, hvorvidt høstudbyttet ændres ved brug af Proxy-behandlet gylle. Foreløbig har erfaringer fra en enkelt svensk bedrift vist lovende resultater med højere udbytte.