Venstre lover højere el-priser til biogasanlæg
VILKÅR: Byggeri af verdens største bioenergianlæg skal have lempeligere vilkår for at blive til noget, siger projektmagere. De frygter yderligere forhaling, men Venstre lover højere el-priser.
Projektmagerne bag det kæmpe bioenergianlæg Maabjerg Bioenergi ved Holstebro frygter, at planerne for byggeriet forhales yderligere.
Folkene sætter nu Landbrugsraadet ind for at lægge pres på regeringen og Folketinget, som de vil have til at hæve den garanterede mindstepris for den producerede elektricitet for alle biomasseværkers vedkommende, skriver Ritzau.
- Maabjergs situation er en understregning af, hvor vigtigt det er at få sat gang i de mere kortsigtede strategier. Vi er meget glade for regeringens langsigtede energistrategi, som de præsenterede i sidste uge, men det her viser, hvor vigtigt det er, at vi får hjulpet projekterne i gang, så vi ikke sakker bagud, siger formand for Landbrugsraadets bioenergiudvalg Henrik Høegh.
Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt siger, at en forhøjelse af el-prisen er en af de metoder, der kan bruges til at fremme den miljøvenlige energiform.
Læs artiklen i sin helhed i EFFEKTIVT LANDBRUG onsdag








































