(EFFEKTIVT LANDBRUG) Svineproducenterne vælger selv, om de danske slagterier skal overleve. Enten skal der konkurreres med tyskerne på bulk, eller også skal der satses endnu mere på forædling.
Danish Crowns (DC) problemer med at holde løftet om at hale 30 øre ind på den tyske slagtesvinenotering fyldte naturligvis en hel del, da Danske Svineproducenter i går holdt generalforsamling i Middelfart med deltagelse af omkring 100 af de godt 1.600 medlemmer.
Foreningens formand Torben Poulsen roste ganske vist indledningsvis DC-ledelsen for at have gjort Danske Svineproducenters forslag om eksterne bestyrelsesmedlemmer til sit eget og så frem til at se navnene offentliggjort på denne udefrakommende ekspertise på DC-repræsentantskabsmødet på fredag.
- Men jeg vil også gerne udtrykke min dybe bekymring, hvis ikke denne fornyelse er tilstrækkelig til at bringe os tættere på den afregning, de øvrige europæiske slagterier kan præstere, tilføjede han og henviste til prisforskellene for slagteriåret 2005/2006: DC var 87 øre efter tyskerne, 41 øre efter franskmændene og 34 øre efter hollænderne.
- Forskellen til den tyske notering er ikke tilfredsstillende, men hvad i denne situation kan vi forholde os til og gøre noget ved, gav Niels Mikkelsen igen og sagde, at der kan anlægges to syn på sagen: Ja, afstanden er øget, men et stærkt marked har løftet noteringen generelt.
- Det her er ikke noget, man ordner med et snuptag, understregede DC-bestyrelsesformanden og håbede på en mere »normal« markedssituation fremover, trimningseffekten, øgede forædlingsgevinster, positiv udvikling på tredjelandemarkederne - og lønpres og arbejdskraftmangel i de tyske slagterikolonner.
Anderledes direkte var Ticans bestyrelsesformand, Jens Jørgen Henriksen, der også deltog i generalforsamlingen:
- Vi tror ikke, at vi kan konkurrere med tyskerne på bulkmarkedet. Vi tror mere på forædling. Der har vi brug for jer, for slagterierne står ved en skillevej. Vil I levere til bulk, eller vil I bruge flere ressourcer på jeres slagterier. Det er jeres valg i sidste ende, om de danske slagterier overlever, sagde han til forsamlingen.