Svejk-datter ved milepæl
(LANDBRUG FYN) RDM-ko efter gammel fynsk tyr har rundet 100.000 kg mælk.
Ko nummer 991 i RDM-besætningen hos Chr. og Peter Møllegård i Karup ved Assens har rundet 100.000 kg mælk. Den gennemsnitlige ydelse i de 11,1 år, hun har malket, er på 9.325 kg mælk med 385 kg fedt og 319 kg protein. Hun har varieret lidt i ydelse, men i de bedste laktationer har hun været over 10.000 kg mælk på 305 dage.
Som det er tilfældet for mange RDM-køer af denne alder, er andelen af Amerikansk Brunkvæg meget høj i ko nummer 991.
- Hun er efter den meget omdiskuterede fynske tyr Fyn Svejk, som blev anvendt en del i besætningen på Karupgård, og Chr. og Peter Møllegaard har da også endnu en datter efter Fyn Svejk gående, som har rundet 90.000 kg mælk, fortæller den fynske RDM-konsulent Torben Nørremark, som forleden sammen med formanden for RDM-Fyn, Frede Serup Pedersen, var i Karup for at hædre koen med laurbærkrans og ejerne med en gave.
Selvom der er udstillet mange dyr på Det Fynske Dyrskue fra besætningen, har Svejk-datteren nr. 991 dog aldrig fået lov til at komme med. Som en god og nem produktionsko, der nu har produceret 100.000 kg mælk uden de store problemer, er hun blevet hjemme i besætningen. Nr. 991 har flere døtre i besætningen, og hun er insemineret igen, så der er mulighed for flere gode år for koen i dybstrøelsen på Karupgård.





































