Omløbning giver lav faringsprocent. Det viser en dansk undersøgelse, som blev præsenteret ved IPVS-kongressen for svinedyrlæger tidligere på året. Undersøgelsen er også beskrevet i VetInfo nr. 0642, og her kan man læse, at omløbning giver fire procent lavere faringsprocent i både første og andet kuld efter omløbning. I intervallet fra første til fjerde kuld havde omløbning dog kun en minimal indflydelse på faringsprocenten, men ved omløbning efter fjerde kuld falder faringsprocenten dramatisk.

På IPVS-kongressen blev der fremlagt flere forskningsresultater om reproduktion og en del af dem er gengivet i VetInfo nr. 0642 fra Dansk Svineproduktion.

Ifølge VetInfo viste en canadisk undersøgelse blandt andet, at et godt management er afgørende for, hvor god faringsprocenten bliver. De canadiske forskere så på forskellene mellem besætninger med henholdsvis høj og lav faringsprocent - som lå henholdsvis over og under 85 procent. Øjensynligt var der ikke forskel på sædkvaliteten i de gode og i de dårlige besætninger, hvilket betyder, at det især er et godt management, der har betydning for faringsprocenten. Undersøgelsen vidnede om, at »rettidig omhu« var et mere hyppigt fænomen i de gode besætninger. Eksempelvis blev ornen oftere benyttet ved første løbning i de gode besætninger, hvor man også oftere tjekkede brunsten hos poltene ved at flytte dem ind i ornens sti. I de dårlige besætninger flyttede man oftere ornen ind til en stor gruppe polte. I besætningerne med lav faringsprocent benyttede man desuden oftere udstyr, der kunne holde sædposen under insemineringen og man benyttede servietter til aftørring af soens skamlæber inden inseminering.

En fransk undersøgelse som også blev præsenteret på IPVS tidligere på året, viser ifølge VetInfo, at halvdelen af søerne i tre ud af fire besætninger har været i brunst i farestalden, når de viser sen brunst efter fravænning. Som en kommentar til undersøgelsen oplyser VetInfo, at man formentlig kan finde endnu flere danske søer, som har været i brunst i diegivningsperioden, idet der typisk anvendes langt flere ammesøer i Danmark i forhold til mange andre lande.