DN: Vi skal alle kunne leve med vildsvin
(EFFEKTIVT LANDBRUG) VILDSVIN: Skyttegravskrigen om vildsvin, hvor parter igennem længere tid har råbt de samme argumenter for og imod, skal bredes ud, mener Danmarks Naturfredningsforening, der arbejder på en løsning, som alle - også landmænd - kan leve med. Et vildsvin, der blev kørt ned i Sønderjylland sidste weekend, var højst sandsynligt vildt.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) arbejder i øjeblikket på en forvaltningsplan for vildsvin, der skal komme med forslag til, hvordan alle kan lære at leve med, at dyret kommer til landet. Diskussionen om hvorvidt vi skal eller ikke skal acceptere vildsvin er ikke relevant længere.
- Jeg tror ikke, vi kan forhindre vildsvinene i at krydse grænsen, derfor synes jeg, vi skal begynde at overveje, om der er en anden måde at løse problemet på. Vi skal have åbnet op for den skyttegravskrig, hvor begge parter står og råber de samme argumenter hele tiden, siger præsident for DN Ella Maria Bisschop-Larsen til Effektivt Landbrug.
Hun hentyder til argumenter om, at landbruget og DN har været henholdsvis for og imod at skyde vildsvinene. Men det ser ud til, at vi inden for en overskuelig årrække skal lære at leve med vildsvinene, da en nedskydning ikke kan holde trit med den voksende bestand syd for grænsen. Noget formanden for jægerforbundet i Slesvig-Holsten tidligere har bekræftet overfor Effektivt Landbrug.
Derfor er DN gået i gang med at udarbejde en forvaltningsplan, hvor foreningen vil prøve at tage hensyn til alle parter, så Danmark kan leve med dyret.
- Vi tror på, at konflikten kan løses på forsvarlig vis. Desværre er det jo ikke de samme, der tjener og sætter til på vildsvinene. Det skal vi have udlignet på en eller anden måde, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, med henvisning til at jægere kan tjene fedt på vildsvinenes indtog, mens landbruget kan blive sorteper.
At vildsvinene er tæt på, blev bekræftet i sidste uge, da en halvandet år gammel vildsvineorne blev kørt ned i Sønderjylland.
- Jeg har hørt, at der går en so med grise rundt lige syd for grænsen, så muligheden for at den nedkørte vildsvineorne var vild, er til stede, siger Aksel Bek, der sidder i DN’s lokalkomité i Tinglev og er formand for den lokale jagtforening.
Han driver selv et fritidslandbrug på 52 hektar og har jagtet vildsvin i 25 år. Han er godt klar over, at landmænd ikke er så glade for at få vildsvin til landet.
- Jeg tror ikke, at et højere jagtlejde er nok til at standse vildsvinene, og når de kommer, bliver markskader et problem fra dag ét, og den, der står med problemet, skal ikke stå alene, siger Aksel Bek.
Hverken han eller DN-præsident Ella Maria Bisschop-Larsen mener dog, at svinepesten kan blive det problem, landbruget lægger op til.
- Alle fritflyvende fugle er jo heller ikke blevet skudt på grund af fugleinfluenzaen. Man lærer at leve med det, siger præsidenten.
DN arbejder i øjeblikket også på en tur i majsmarken sammen med jagtforbundet i Slesvig-Holsten, så de med egne øjne kan se, hvilke skader vildsvinene forvolder.
Formanden for Danske Svineproducenter, Torben Poulsen, glæder sig over DN’s arbejde med en forvaltningsplan, som alle kan leve med.
- Hvis det også gælder, at landbruget kan leve med det, synes jeg, det er positivt, at de arbejder med problemstillingen, men grundlæggende må vi nok erkende, at vi har modstridende interesser, siger Torben Poulsen.
Han mener ikke, at kampen mod vildsvinene er tabt. De kan stadig stoppes.
- Der er desværre noget, der tyder på, at det ikke er nok at skyde vildsvinene, så vi arbejder også med tanker om at skabe en majsmarkfri zone omkring grænsen. Det griber dog ind i ejendomsretten, så det skal landmænd i området selvfølgelig være med på. Men grænsen er jo heller ikke så bred, så vi tror stadig, det er muligt at stoppe dem, og vi har folketingets opbakning, siger Torben Poulsen, og glæder sig over, at det nedkørte vildsvin i Sønderjylland måtte lade livet.
Prøver af det nedkørte vildsvin taget hos Fødevarestyrelsen i Haderslev viste i øvrigt, at det ikke var ramt af svinepest. Om det var vildt eller tamt, kunne de ikke se ud fra prøverne.
Der er endnu ingen tidshorisont på, hvornår DN’s forvaltningsplans er klar.




































