I denne uge – måske netop i dag onsdag – sætter Halm80 i Skalkendrup ved Nyborg punktum for årets halmbjærgning. Dermed slutter en sæson, som ifølge driftsleder Niels Jeppesen har været »en sej omgang« på grund af det våde og regnfulde vejr i august og september.

- Det startede ellers så fint. Vi har aldrig haft en juli måned, der har været så solsikker som i år. Men 10-12 dage inde i august begyndte det ustadige vejr, og siden har det stort set regnet hele tiden, siger Niels Jeppesen, som fortæller, at Halm80 nåede at få bjærget cirka 40 procent af halmen, inden »uvejret« satte ind.

Dårligt vejr er naturligvis ikke noget nyt fænomen for Halm80. Det fynske firma presser i år halm på 26. sæson og har derfor oplevet andre år, hvor vejret også har spændt ben for bjærgningen af de mange tons halm, som hvert år skal presses, før sæsonen er slut. Men Niels Jeppesen mener faktisk, at vejret er ved at ændre sig markant.

- Vi har ikke tidligere set så kraftige styrtbyger, som vi oplever nu. Så, jeg mener, at der er sket noget med vejret i de senere år. Det er heller ikke normalt, at kloakkerne ikke kan tage fra, når det regner. Det er sket enkelte gange tidligere, men nu er det ved at blive et fænomen, som optræder et par gange hvert år, siger driftslederen.

Halm80 startede sit virke i Skalkendrup som anpartsselskab i 1980. Ideen til selskabets start blev skabt, da den første storballepresser – en Hesston 4800 – kom til Danmark i 1979. Firmaets primære formål var at presse hal til Fredericia Cellulose og Svendborg Halmvarmeværk. Da disse to anlæg lukkede først i 90’erne, overtog Elsam den producerede halmmængde.

- Vi leverer cirka 20.000 tons halm til Elsam, som er vores største aftager. I alt skal vi hvert år have kørt cirka 25.000 tons halm på lager. Desuden lønpresser vi 7-8.000 tons for landmændene på Fyn, fortæller Niels Jeppesen, der har været glad for de seneste dages flotte vejr med solskin. Det har gjort det muligt at få bjærget de cirka 2000 hektar halm, som firmaet manglede, da Landbrug FYN besøgte Halm80 i fredags.

Vejret har dog sat sine spor på årets høst.

- Det våde vejr i august og september har i allerhøjeste grad påvirket halmens kvalitet. Meget af det halm, som vi har fået bjærget ind imellem regnbygerne, er af en temmelig dårlig kvalitet. Det kan være nok til, at halmværkerne ikke vil have det, men her er alle halmleverandørerne i samme båd, påpeger Niels Jeppesen, som tilføjer, at de fynske landmænd har vist stor forståelse for de vanskelige vejrforhold, som bjærgningen af halm har været underlagt i år.

Foruden halmen har Halm80 også en række andre forretningsområder. I 2002 startede det østfynske firma en import af knuste olivensten fra Spanien. Olivensten er et seriøst alternativ til afbrænding i stokerfyr, der er indrettet til forskellige former for biobrændsel.

- Importen af olivensten har ligget stille i et par år, fordi efterspørgslen blev så stor, at priserne steg dramatisk. Nu kan det igen betale sig økonomisk at importere olivensten, og vi har netop fået 2000 tons af en meget fin kvalitet hjem, fortæller Niels Jeppesen, som tilføjer, at det nu er træpillerne, som Halm80 sælger cirka 2.500 tons af om året, der stiger og stiger i pris – nærmest hver 14. dag.

Firmaet sælger også pejsebræde, brænde i tårn samt foder til heste, høns og kæledyr. Men det er mindre forretningsområder, som ikke fylder meget i forhold til halmen, understreger Niels Jeppesen. Derimod er der en stigende efterspørgsel på leje af gravemaskiner med og uden fører.

- Det er allerede blevet et betydeligt forretningsområde for os og noget, som vi vil gøre mere ved i fremtiden. Vi har maskinerne alligevel, men bruger dem kun selv i en forholdsvis kort periode af året. Derfor lejer vi dem gerne ud til entreprenører eller andre, som har brug for en større maskine for en periode, fortæller driftslederen.

Til daglig beskæftiger Halm80 13-14 mand, men i højsæsonen, som nu er ved at lakke mod enden for i år, stiger det samlede mandskab til et halvt hundrede stykker, som alle på en eller anden måde er beskæftiget indenfor firmaets kerneområder: Halmpresning, afdækning af halm, hjemkørsel af halm samt høst og transport af korn til foderstof.

Maskinparken består af 16 storballepressere, et tilsvarende antal traktorer, hvoraf de 10-11 af dem lejes hos Ringe Maskinforretning. Ni lastbiler, hvoraf de syv udelukkende kører med halm, sørger for firmaets transportopgaver.

- Når vi er blevet lidt sent færdige med halmpresningen i år, skyldes det ikke manglende kapacitet – men det regnfulde vejr i august og september. Det betyder nok, at vi har mistet omkring 25 procent af udbyttet pr. hektar i den våde periode. 2001 var dog endnu værre, der var vi først færdige med bjærgningen hen i oktober, husker Niels Jeppesen.

TEKST & FOTO: EBBE MORTENSEN