Der er travlt på rådhusene i de nye storkommuner. For tiden lægges der budgetter for 2007 og de følgende år. Langt nede i bunken af sager om sammenlægning af flere mindre kommuner til én større kommune, ligger alle de nye opgaver og venter. En af dem er de fremtidige VVM-redegørelser.

Her er man dårligt nok kommet i gang med at få styr på forretningsgangene, idet man venter på, at miljø-medarbejderne fra amterne skal finde sig nye skriveborde i kommunerne.

Kommunernes Landsforenings næstformand, Odense-rådmanden Anker Boye (A), siger, at der er indgået en aftale mellem Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening, men at man for tiden endnu ikke har fået spørgsmålet drøftet politisk i ret mange kommuner.

- Vi ved endnu ikke, hvor mange stillinger der skal budgetteres med i de enkelte kommuner, men vi har påtaget os både miljø-opgaverne og forpligtelsen over for medarbejderne i amterne, sige Anker Boye. Når budgetterne er på plads, og man kender omfanget af opgaverne, vil der ske en overflytning af medarbejdere fra amterne.

Heller ikke i de enkelte kommuner har man endnu styr på opgaverne i forbindelse med de omfattende miljøvurderinger og godkendelserne, der kommer til at berøre mange landbrug både på kort og langt sigt. Man ved heller ikke endnu, hvorledes flytningen af medarbejdere fra amtet skal organiseres.

Det man ved med sikkerhed er, at det fra 1. januar 2007 bliver kommunernes ansvar at udarbejde VVM-redegørelser for anlæg, der kan påvirke miljøet væsentligt, og kommunen skal vedtage tillæg til kommuneplanen, der fastlægger retningslinjerne for anlæggene.

Der indføres en overgangsperiode på to år, hvor kommunernes afgørelser om VVM for husdyrbrug skal godkendes af Miljøministeriet.

De regionplantillæg for VVM-pligtige anlæg, der er vedtaget, videreføres, som om de var en del af kommuneplanernes retningslinjer; dog bliver staten VVM-myndighed for visse anlægstyper. Staten forventes at blive VVM-myndighed for risikoanlæg og andre virksomheder, hvor staten allerede i dag har kompetencen.

Man ved med sikkerhed, at de sager, der allerede ligger til behandling i blandt andet Fyns Amt, den 1. januar vil blive fordelt til de respektive kommuner i området. Det man ikke ved, er, om der så også er kvalificerede medarbejdere til at tage sig af dem.

TEKST: LEIF HANSGAARD