- Det er alt for farligt at få folk til at flytte på landet. Man kan jo risikere, at der er politikere iblandt dem, siger frilandssvineproducent Gunnar Kristensen, Fiskbæk i Sønderjylland.

Nok er han ikke bleg for at trække en sag skarpt op, og nok berøres hans egen frilandsproduktion af det efter alt at dømme lempede afstandskrav på 100 meter fra hans folde til beboelser i et omfang, så han formentlig må indstille produktionen. Men han ser også et helt principielt aspekt i sagen om afstandskravet i lovforslaget om miljøregulering af husdyrbrug.

ingen afstand

- I år var det så frilandsgrisene, politikerne faldt over. Næste år er det måske en anden politiker, der flytter på landet og finder et eller andet i husdyrproduktionen, han gerne vil have lovgivet for. Det er åbenbart ingen kunst at få føjet en paragraf ind eller vedtaget en særlov. Heller ikke planteavlere kan vide sig sikre. Her er der også risiko for restriktioner på gødskningen og sprøjtningen. 100 meter er jo ingen afstand for en politiker. Derfor, kære kolleger, når I køber naboejendommen, så lad være med at sælge bygningerne fra. Riv dem ned i stedet for. Nedlagte ejendomme bør ganske enkelt jævnes med jorden, lyder Gunnar Kristensens overvejelser.

- på det tørre

Og da langt de fleste opkøb på landet foretages af netop landmænd, vil »nabo-problemet« gradvist løse sig, mener han.

Selv driver han 100 hektar og har 250 søer gående. Men da det reelt kun er 40 hektar, der er tørre nok til søerne, vil selv det reducerede afstandskrav betyde, at mellem 10 og 15 hektar må tages ud af »so-sædskiftet« på grund af naboejendomme.

- Bygningerne placeres jo altid på de tørre områder, konstaterer han og forklarer, at dels skal man kunne færdes på jorden året rundt for at kunne passe søerne, dels kan den lavtliggende jord give problemer med farefeber og børbetændelse og dermed øget dødelighed - især i varme somre.

- Også kravet om 100 meters afstand til beboelser er et stort indgreb, og det bliver næsten umuligt at køre produktionen videre, vurderer han for sit eget vedkommende. Han sælger 30 kilos grise og feder en mindre del af smågrisene.

- Det her har så vidtrækkende konsekvenser, at den eneste mulighed er at købe naboerne ud og jævne husene med jorden, siger han om sin egen situation.

Det er derfor også et højt og eftertrykkeligt »Ja, lige på stedet!«, der er Gunnar Kristensens svar på spørgsmålet om, hvorvidt opkøb og nedrivning er en mulighed, han selv vil benytte sig af.

Set i bakspejlet konstaterer han - klog af skade - at det havde været bedre at jævne aftægtshuset på sin egen ejendom med jorden end at sælge det fra i sin tid. For nu koster »naboskabet« fatalt dyrt på produktionsarealet, selv om naboen angiveligt ingen gener oplever ved søerne på friland.

- Men hvem ved, hvad den næste beboer synes, som Gunnar Kristensen siger.

- Det undrer mig meget, at landbrugets organisationer ikke har givet lyd fra sig i den her sag, slutter Gunnar Kristensen.