Russisk WTO-medlemskab vil gavne landbruget
(EFFEKTIVT LANDBRUG) På trods af sammenbruddet i forhandlingerne om Ruslands optagelse i WTO, er håbet stadig, at de er medlemmer fra 2007. Et russisk medlemskab kan blive en guldgrube for landbruget.
Forhandlingerne om optagelsen af Rusland i WTO brød sammen i weekenden, og det er dårligt nyt for dansk landbrug, der kan høste store gevinster ved et russisk medlemskab.
- WTO-medlemskabet vil gøre adgangen til det russiske marked større for de danske virksomheder. Handelshindringerne vil generelt blive mindre. Og i kraft af, at Rusland har underforsyning af fødevarer, vil der åbne sig endnu flere døre for de danske fødevarevirksomheder, siger konsulent i Landbrugsraadet, Klaus Jørgensen, til Ritzau.
Også Danske Slagterier ser gerne Rusland optaget i WTO.
- Rusland er jo et af vores allervigtigste eksportmarkeder - specielt når det gælder svinekød, så hvis de bliver medlem af WTO, forventer vi, at deres tilbøjeligheder til at indføre kvotesystemer, til fordel for eksempel Brasilien, forsvinder. Så må russerne følge de generelle spilleregler. Det bør være en fordel for vores eksport, siger Danske Slagteriers formand, Bent Claudi Lassen.
Rusland havde håbet på, at weekendens G8-topmøde i Skt. Petersborg havde resulteret i et medlemskab af verdenshandelsorganisationen WTO, men USA ville det anderledes, og forhandlingerne brød sammen. Rusland er stort set nået til enighed med EU om en optagelse i WTO, og USA er nu sidste hindring. Men landene har lovet at blive enige inden tre måneder, og Danmarks Eksportråd er optimistiske med hensyn til, at russerne bliver optaget senere på året.
- Vi havde håbet på en aftale mellem de to lande, men var noget overrasket over udmeldingen om, at Rusland og USA var nået til enighed. Det viste sig jo også, at det var de ikke. Men det er meget positivt med tidsgrænsen på 3 måneder, og vi har en forhåbning om, at Rusland og USA når til enighed senere på året, siger Svend Roed Nielsen, ambassadør for handelspolitik i Danmarks Eksportråd.
Landbrugseksporten til Rusland er i årets første tre måneder steget med 308 millioner kroner svarende til 126 procent. Fortsætter udviklingen resten af året, vil landbrugseksporten til Rusland slå rekord i 2006. Den hidtidige rekord blev sat i 1997 med 2,3 milliarder kroner.
Et russisk medlemskab vil også gavne den danske eksport til landet generelt.
- Rusland er omfattet af et fintmasket net af handelsregler, og et medlemskab af WTO vil være en sikker gevinst. Der vil komme nedsættelse af toldsatser, den løbende samhandel vil blive lettere, og endelig vil det ikke være politikere men WTO’s tvistbilæggelsessystem, der skal afgøre uenigheder, siger Svend Roed Nielsen.
Ifølge Børsen er Rusland og USA uenige om vilkårene for eksporten af amerikanske landbrugsvarer til Rusland. Russerne ønsker mulighed for at indføre en særlig kontrol af amerikansk okse- og svinekød, der eksporteres til Rusland, men en sådan kontrol vil amerikanerne ikke underlægges.
Danmark har i de seneste ti år fordoblet sin eksport til Rusland til nu 7,4 milliarder kroner. Men det er ikke noget at prale af i forhold til lande som Tyskland og Sverige, der har øget deres eksport med 200 procent og Finland, der har mere end tredoblet sin i samme periode.
Dansk Industri peger på, at hvis udviklingen i dansk eksport til Rusland skulle have fulgt med de øvrige EU-landes, ville den i dag have været tre milliarder kroner større. Det siger også noget om potentialet, at hvis Danmark kan eksportere samme mængde varer til Rusland per indbygger, som det i dag sker til Polen, er der 20 milliarder kroner mere at hente årligt.
Chefkonsulent i Dansk Industri Peter Thagesen vurderer overfor Ritzau, at industrivirksomhederne kan gå gode tider i møde.
- Indenfor fødevareteknologi er vi meget konkurrencedygtige. Samtidig vil russerne have behov for en række investeringer i miljø, infrastruktur som veje og jernbaner. Her vil danske underleverandører kunne komme ind, siger Peter Thagesen.
Internationale økonomer venter, at Rusland vil have en høj økonomisk vækst i en længere årrække. Desuden er antallet af købedygtige forbrugere i Rusland i rivende vækst.