Metropolerne skal styrkes.

Det var budskabet fra De fynske Landboforeningers formand, Niels Rasmussen, da han fredag åbnede Det fynske Dyrskue - blot få kilometer fra rådhuspladsen i landets tredjestørste by, Odense.

Og netop de store byer - metropolerne - skal efter landboformandens styrkes.

- Videntunge arbejdspladser i vores gamle svinestalde betragter jeg som fine tanker uden reelt indhold, fastslog Niels Rasmussen, der betegner det som altafgørende for landdistriktsudviklingen på Fyn, at der skabes en metropol for videntunge virksomheder i og omkring Odense.

Niels Rasmussen vurderer, at højtuddannet arbejdskraft automatisk vil flytte til metropolen.

- Det viser alle statistikker. Og det er vores overbevisning, at der i kølvandet vil brede sig en underskov af små og mellemstore virksomheder, sagde Niels Rasmussen.

Han pointerede, at der fortsat vil være folk, som søger på landet for at arbejde eller for udelukkende at bo. Og i den forbindelse opfordrede han til, at det gøres mere attraktivt at pendle fra landet og ind mod de større byer.

- Jeg har svært ved at se noget formål med at flytte store dele af servicesektoren på landet ved hjælp af konkurrenceforvridende subsidier. Vi skal have en anden dagsorden. Vi har i stedet brug for at få udviklet infrastrukturen, så det bliver lettere at komme fra landet og ind til de attraktive arbejdsplader i byerne. Samtidig er der fornuft i at lave bedre fradragsmuligheder, så transporten gøres lettere og mindre omkostningstung for pendlerne, pointerede Niels Rasmussen.

Landboformanden slog dog også fast, at landbruget på Fyn fortsat spiller en stor erhvervsmæssig rolle.

- Mere end 30 procent af den samlede arbejdsstyrke på Fyn er direkte eller indirekte afhængig af et dynamisk jordbrugserhverv. Cirka 10 procent heraf er ansat i primærlandbruget og forædlingsindustrien, forklarede Niels Rasmussen, der tilføjede, at Fyn har såkaldte kompetenceklynger indenfor gartnerisektoren, mejeri- og slagteriteknologi, agromaskinindustrien, forskning i plantemedicin og flere andre områder.

Det er disse industrier, han gerne ser udviklet. Men udviklingen kommer ifølge landboformanden primært til at foregå omkring de større byer, med Odense som det naturlige centrum på Fyn. Og det skal man altså ikke beklage, hvis man bor på landet, mener han.

Det fynske Dyrskue blev i fjor besøgt af cirka 43.500 personer.

Med det fine dyrskuevejr, som åbenbarede sig i forbindelse med åbningstalen, er forventningerne på et lignende besøgstal ved det igangværende skue, som lukker på søndag.