Herligt hestearbejde
(LANDBRUG FYN) Det Fynske Dyrskue byder i år på det største antal heste i mange år. Det betyder travlhed for Jette Møller Sørensen, der har ansvaret for at tilrettelægge og koordinere aktiviteterne omkring hesteudstillingen.
Planlægning, tilrettelæggelse, organisering og systematisering.
Det er vigtige nøgleord for 28-årige Jette Møller Sørensen, der har ansvaret for, at hesteudstillingen og alle aktiviteterne i forbindelse hermed på Det Fynske Dyrskue i dagene 9., 10. og 11. juni afvikles perfekt.
Derfor er det også med fuldt overlæg, at det speciale, som hun mangler for at færdiggøre sin cand.negot.-uddannelse på Syddansk Universitet i Odense, er blevet udskudt til efteråret. De seneste måneder har der stort set stået dyrskue på »timeplanen«.
Men det er den aktive pige absolut ikke ked af. Heste har altid optaget en stor del af hendes tilværelse. Og i øvrigt finder hun, at arbejdet med dyrskuet er særdeles lærerigt og giver hende nogle erfaringer, som hun kan have gavn af fremover.
- Jeg er født på en gård ved Faaborg, hvor jeg er vokset op med jerseykøer, oxforddownfår og belgierheste, fortæller Jette Møller Sørensen. Da jeg var lille, lykkedes det mig at få en shetlandspony. Den blev starten på det stutteri, jeg har nu med 26 shetlændere - som min far passer tillige med hans egne fire belgiere.
- Jeg har været med på dyrskuer i alle de år, jeg kan huske - de sidste flere år som udstiller. Endvidere er jeg kontaktperson på Fyn for Avlsforeningen for Shetlandsponyer, og som følge deraf er jeg med i Det fynske Hesteavlsudvalg.
- For fire år siden skulle jeg stå for noget hestegalla. En dag, jeg kom ind på landboforeningernes kontor for at få taget nogle kopier, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig noget eftermiddagsarbejde. Det kunne jeg, og jeg hjalp så det sidste par uger før dyrskuet med til at få tingene gjort klar.
- På den måde var jeg lidt »inde i varmen«, og i år er det tredje år, jeg er ansvarlig for at koordinere aktiviteterne omkring hesteudstillingen, opvisninger m.m., siger Jette Møller Sørensen.
- I år omfatter hesteudstillingen over 200 dyr, hvilket er det højeste antal i mange år. Dertil kommer flere end 100 opvisningsheste.
Blandt Jette Møller Sørensens opgaver er modtagelse af tilmeldinger, udarbejdelse af kataloger og tidsplaner. Hun skal koordinere tingene, så de forskellige mennesker og heste kan være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Endvidere sørger hun for at gøre alle papirer, lister og øvrige materialer klar til dyrskuets hesteinformation.
- Jeg udstiller jo også selv på dyrskuet, påpeger hun. Derfor er det vigtigt, at det hele er klar, så mine tre dygtige hjælpere, Helle Hansen, Stine Mipgård og Margit Brøjtenborg, kan styre tingene i samarbejde med hesteavlsudvalgets formand, Bjarne Poulsen. Men jeg er på pladsen hele tiden, så jeg kan træde til, hvis der sker noget uforudset.
- Alle lægger et kæmpe stykke arbejde i at træne op til dyrskuet, fastslår Jette Møller Sørensen. Min opgave er at skabe rammerne, så tingene klapper efter planen.
- En vigtig opgave er at besvare spørgsmål. I år kommer der mange nye udstillere, og mange ved ikke så meget om, hvordan tingene foregår. Her har raceguiderne - en person for hver race - en vigtig opgave med at få tingene til at glide. Der ud over går vi meget op i sikkerhed. Til den opgave har vi 15 hesteguider (»rødjakker«) med Helle Pedersen som koordinator at trække på.
- En spændende aktivitet er »brugsklasser« for heste - med brugskørsel, springning og dressur, så de, der måske ikke går så meget op i avl, også har noget at se på.
- En helt nyt indslag i år er travløbet søndag i den store ring, hvor man med sin hest ved hånden skal løbe 100 meter på tid - i trav. Det er en meget publikumsvenlig aktivitet på tværs af racerne.
TEKST OG FOTO: ANDERS KURT SIMONSEN






































