Ukrudtssvidning i stor skala
(LANDBRUG SYD) Med en helt ny gassvider er Varde Maskinstation klar til at bekæmpe ukrudt helt uden brug af sprøjtemidler.
Landmænd på Varde-egnen får nu nemmere ved at bekæmpe ukrudtet uden brug af kemi.
Varde Maskinstation har nemlig investeret 225.000 kroner i en helt ny gassvider fra Envodan, der måler hele 6,2 meter. Svider, gastanke og traktor vejer samlet omkring ni ton.
- Derfor har vi sat tvillingehjul på traktoren. De er lavet, så de også kan køre i majs sået på kamme, for det er ret udbredt her omkring, fortæller kørselsleder Anker Vestergaard.
Lige nu er det højsæson for gasbrænding af ukrudt, der reelt ikke er brænding, men snarere en let forbrænding.
- Ukrudtet og majsen bliver blot lige flamberet. Mere skal der ikke til, man skal altså ikke brænde det væk – kun lige ødelægge cellevæggene, forklarer Anker Vestergaard.
Efter få dage vil såvel majs som ukrudt være helt gul, men fidusen er så, at majsen skyder hurtigere igen på grund af, at vækstpunktet sidder lige under jordoverfladen. Ukrudtet bliver mere hæmmet af afsvidningen, og når det endelig kommer i gang har majsen overhalet melde, bynke, pileurt og alt det andet.
Ukrudtsfrø, der ligger i overfladen, bliver helt ødelagt, og kan derfor ikke spire senere på sæsonen.
TEKST OG FOTO: LOUIS ANDREAS MICHAELSEN









































