I 1985 var der 173 personer, der kom alvorligt til skade i uheld, der involverede en traktor på landevejen. Det tal er gradvist faldet til 41 i 2005. Også i antallet af lettere tilskadekomne er der sket et mindre fald, mens antallet af dræbte er nogenlunde stabilt.

- Det er positivt, at der ser ud til at være et fald i antallet af svært tilskadekomne, men det er stadig ikke godt nok, og det er lige uhyggeligt, hver gang der sker et uheld med en traktor involveret, og vi er bestemt ikke stolte af tallene, siger arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Landbrugs Rådgivningscenter, Landscentret, Tormod Overby.

Han peger på flere ting, der kan være årsag til faldet.

- Traktorerne er blevet væsentligt større, og det har givet et fald i den samlede mængde traktorer på vejene. Desuden er køretøjerne blevet mere sikre. Både traktorerne og bilerne. Og så er der også kommet bedre belysning på traktorerne, siger Tormod Overby.

Landscentret har netop bekendtgjort, at der igen skal sættes fokus på ulykker i landbruget, som er det erhverv i Danmark, der har flest ulykker.

- Det sker på baggrund af to forfærdelige dødsulykker, der lige er sket indenfor landbruget, hvor en ung pige og en lille dreng blev dræbt. Vi har temasider og information om hvordan, man kan forebygge på vores hjemmeside. Men groft sagt kan man inddele landmænd i tre grupper: Dem, der gør alt hvad de kan for at forebygge ulykker, dem der gør det nødvendige, og dem man ikke kan nå. Det eneste, der bider på den gruppe, er bøder og fratagelse af kørekort, siger Tormod Overby.