Æd 2,5 kilo i timen eller gå ind
(EFFEKTIVT LANDBRUG) INGEN SKOVTUR: Når køerne er på græs, skal de bestille noget. Helst 2,5 kilo tørstof i timen, hvis målet er at sikre mindst mulig næringsstofoverskud i græsmarken.
Køerne skal være en smule sultne, når de tager i marken efter den daglige ration. Det giver effektiv i afgræsningen at køerne får ædt den planlagte mængde græs på kortest muligt tid, fremgår det af nyere kvægforskning.
Forklaringen er, at næringsstofoverskuddet fra kløvergræsmarker, som udelukkende anvendes til afgræsning med køer, der samtidig får tildelt en betydelig del af den samlede foderration på stald, kan nå helt op på imellem 300 og 400 kilo kvælstof pr. hektar. Det store kvælstofoverskud opstår ved, at køerne efterlader forholdsvis mere kvælstof på marken via gødning og urin, end de fjerner fra marken gennem den mængde græs de æder, når afgræsningen ikke er tidsbegrænset.
- Derfor er det nødvendigt at udvikle afgræsningssystemer, som kan sikre en reduktion i næringsstofoverskuddet. Målet er at opnå en given græsoptagelse på kortest mulig tid, uden at det påvirker hverken græsmarksudnyttelsen, koens produktion eller dyrevelfærden negativt, hedder det videre i publikationen Ny KvægForskning.
Forsøgene, der er gennemført, viser, at jo kortere tid køerne er ude på græs, des større en andel af tiden bruger de på afgræsning. De køer, der kun er ude i fire timer bruger således gennemsnitligt 85 procent af tiden på afgræsning, mens denne andel var 78 procent for det hold, der er ude i 6,5 timer og kun 64 procent for de køer, der er på græs i ni timer.
Ikke desto mindre viste forsøgene dog, at de køer, der var på græs i flest timer, samlet set også græssede i længst tid dagligt, nemlig i henholdsvis 208, 308 og 349 minutter.






































