Lad traktoren køre 1.800 timer om året
(EFFEKTIVT LANDBRUG) LANGT: Det betaler sig at lade traktorerne bruge kræfterne hele året og hele døgnet. Hos Finn og Peter Petersen i Østjylland giver årlige timetal på 1.400 til 1.800 på traktorens timetæller orden i maskinøkonomien.
Finn og Peter Petersen ved Brædstrup er beregnende, når det gælder maskinøkonomi. Høj komfort, lange arbejdsdage og sågar treholdsskift på traktoren her i den travle forårstid hænger sammen.
- Det gælder om at få kørt nogle timer, hvis man vil tillade sig den luksus at skifte traktorer hver tredje eller fjerde år, siger Finn Petersen.
Markarbejdet omfatter pasning af 730 hektar samt lidt køb af korn på roden. Dertil kommer gylletransport, afhentning af valle og flytning af grise. Dels smågrisene fra brødrenes to besætninger på henholdsvis 690 og 750 søer samt fire ugentlige transporter med slagtesvin til slagteriet i Horsens.
- Vi har regnet på at købe en lastvogn til alle transportopgaverne, men det er mere fleksibelt og billigere for os at bruge traktorer på landevejen. I vores fælles interessentselskab, hvor maskinerne er placeret, konkurrerer vi mod den pris andre kan løse opgaven for, fratrukket en risikomargen på 10-20 procent, lyder de hårde betingelser, maskinfællesskabet har stillet sig.
Hvert tredje år får det østjyske maskin-I/S foretaget en maskinanalyse for at sikre sig et godt grundlag forud for de vigtige traktor- og maskininvesteringer.
Brødrene Finn og Peter Petersen fik i denne uge overdraget nøglerne til tre nye JCB Fastrac traktorer. De tre nye, to stk. JCB Fastrac 3220 samt en JCB Fastrac 8250 stortraktor, erstatter to brugte JCB traktorer og bringer nu den gule traktorflåde op på fem.