V ønsker biobrændsel

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Både Venstres ordfører og gruppeformand bløder op på VK-regeringens modvilje og udpeger nu biobrændstofferne som et område, der vil blive satset på i løbet af det næste år.

Onsdag formiddag holdt Teknologirådet sin høring på Christiansborg om »Grøn transport - kan vi, vil vi?« (se gårsdagens Effektivt Landbrug), som konkluderede, at Danmark har kompetencerne og ressourcerne, men mangler det politiske startskud til at løbe sig frem i førerfeltet for en udvikling, som allerede buldrer af sted kloden rundt.

Allerede onsdag aften viste de første sprækker sig i VK-regeringens modvilje og trang til hellere at ville diskutere miljø og CO2-reduktioner end vækst og udvikling på dette område.

På partiets generalforsamling i Storstrøms Amt erklærede både Venstres politiske ordfører Jens Rohde og Svend Erik Hovmann, gruppeformand for Venstres folketingsgruppe, sig nemlig ifølge Dagbladet KØGE villige til at støtte en dansk produktion af bioethanol.

Netop V-medlemmerne i Storstrøms Amt, hvoraf især landmændene har mærket sukkerreformen på egen krop, har lagt stor energi i at få etableret en produktion af ethanol - og det prægede spørgelysten på generalforsamlingen.

- Biobrændsel er en meget vigtig sag, og bioethanol er en god måde at bruge vores spildprodukter på. Jeg tror, I kan være helt rolige, for inden et år vil vi komme til en beslutning, sagde Svend Erik Hovmann.

- Jeg kan ikke give den økonomiske begrundelse for, hvorfor vi er afventende over for ethanolproduktion. Det kan finansministeren, og det er en indviklet forklaring. Men alting skal jo igennem en proces. Der er stor velvilje over for projektet i Venstres folketingsgruppe, og jeg tror godt, jeg kan sige, at vi inden alt for længe når til, at det er noget, vi skal til at satse på, føjede Jens Rohde til.

Læs også