I gårsdagens udgave af Effektivt Landbrug var fronterne trukket hårdt op mellem Landsforeningen Danske Mælkeproducenter og Arla. Formanden Peder Mouritsen var kontant i forhold til Arlas nedsættelse af mælkeafregningen.

- Arla misbruger Muhammed-krisen til at give mælkeprisen til landmændene endnu et nøk nedad, sagde producentformanden til Ritzaus Bureau.

De udtalelser har fået mælkeproducent og Arla-repræsentantskabsmedlem Jens Verner Pedersen fra Tobberup ved Hobro op af stolen, da han mener, at Peder Mouritsens kommentarer bærer præg af, at han øjensynligt ikke udtaler sig med større indsigt i de reelle forhold.

- Arla har så sent som i forbindelse med sit repræsentantskabsmøde den 1. og 2. marts gennemgået planerne for rationaliseringerne i mejeridriften. Og når der så sker noget, som er helt udenfor selskabets rækkevidde, kan det altså ikke dækkes ind af allerede igangsatte bestræbelser på at sikre andelshaverne den bedste mælkepris, forklarer Jens Verner Pedersen.

Han fremfører, at der var lavet en bevidst langsigtet satsning på det mellemøstlige højprismarked for at det kunne give forudsætningerne for en god afregningspris, ligesom alle beklager, at den satsning nu er gået i vasken.

- Derfor kommer det ikke bag på nogen, at situationen er så alvorlig, at afregningsprisen må sættes ned. Det burde det heller ikke gøre for Peder Mouritsen, der med sine udtalelser rammer langt under bæltestedet, påpeger Jens Verner Pedersen.

Peder Mouritsen gentager imidlertid sin kritik af Arlas afregningspris i et læserbrev i Effektivt Landbrug i dag. Her går han blandt andet i rette med Arla i forhold til, hvad egenkapitalen på otte milliarder skal bruges til.

- I stedet for at sænke afregningsprisen kunne Arla Foods vælge at nedsætte kravet til konsolidering i indeværende år, man kunne afskrive lidt mindre, eller man kunne vælge at udskyde nogle investeringer eller acceptere et lavere overskud og eventuelt lavere efterbetaling i år. Det ville være i tråd med andelshavernes (læs ejernes) forventning i en så speciel situation, lyder det fra Peder Mouritsen i læserbrevet.