Rødt lys for kvælstof
(EFFEKTIVT LANDBRUG) DÅRLIG PROGNOSE: Ikke siden 1996 har kvælstofprognosen dikteret en så stor reduktion af gødning til afgrøderne. Derfor kan et forsinket forår få fatale følger.
Landbruget har hårdt brug for at kunne tildele mere kvælstof til afgrøderne, og politikerne trygles til stadighed for at få hævet kvoterne, ikke mindst i konkurrencen med nabolande om at kunne dyrke brødkorn.
I går kom årets kvælstofprognose fra Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, hvor jordprøver udtaget i 150 marker over hele Danmark ligger til grund for justeringen af årets kvælstofstildeling i forhold til normen.
- Det var godt nok ikke meget, var kommentaren fra formanden for Landsudvalget for Planteavl, Henrik Høegh, da han af Effektivt Landbrug blev præsenteret for kendsgerningerne.
Som det fremgår af danmarkskortet er behovet for kvælstof fem kilo mindre end normalt i kommunerne med grovsandede jorde, 15 kilo mindre på finsandede jorde, mens behovet i områder med lerjorde er 15-20 kilo under normen.
- Vi må så håbe, at der vitterlig er en tilstrækkelig mængde kvælstof i jorden, når planterne skal i gang med at gro. For får vi nu en periode med nedbør, som udsætter forårsarbejdet yderligere, kan det blive fatalt for årets udbytter, påpeger Henrik Høegh.
Han understreger, at kvælstofprognosen naturligvis er fagligt underbygget, og derfor tjener ingen politisk holdning i den sammenhæng.
- Vi har i øvrigt i landbruget selv presset på for at få prognosen her midt i marts, tidsnok til at få disponeret den første gødskning. Og derfor kan vi nogle år glæde os over tallene, og andre år som her frygte for en undergødskning.
Årsagen til den store reduktion i kvælstofnormerne er den betydelige mindre mængde nedbør end normalt, som er faldet i efteråret og vintermånederne. Derfor har målingerne i det såkaldte kvadratnet vist væsentligt højere N-min (plantetilgængeligt kvælstof) i jorden i år.







































