De fremmødte dyrkere på generalforsamling i går var dybt berørte af Danisco Sugar’s meddelelse om, at fabrikken lukker efter 2006. Foreningen af Sukkerroedyrkere til Assens Sukkerfabrik tæller knap 2.000 landmænd, som har kontrakt på levering af sukkerroer til fabrikken i Assens.

Fra generalforsamlingen lød der en kraftig opfordring til politikerne om at tilvejebringe det nødvendige grundlag for at etablere en produktion af bioethanol på Assens Sukkerfabrik, som erstatning for sukkerproduktionen.

- Det haster med en indsats fra politikerne, pointerer formanden for dyrkerforeningen, Peder Hovgaard Rasmussen - hvis fabrikken først er lukket definitivt ned, bliver det svært at få en produktion i gang igen.

Med lukningen af fabrikken vil roedyrkning vest for Storebælt sandsynligvis stoppe helt efter en kort periode.

Det medfører et tomrum i valget af afgrøde og et behov for alternativ produktion. Her er produktion af bioethanol en højaktuel mulighed.

- Vi står klar til at producere afgrøderne, siger Peder Hovgaard Rasmussen. Det handler om hurtigt at få det økonomiske grundlag på plads.

Koncerndirektør i Danisco, Mogens Granborg, var også med på generalforsamlingen i går, hvor han overfor roedyrkerne redegjorde for baggrunden for lukningen af fabrikken i Assens.

- Den 9. februar, da det blev bekendtgjort, at det var fabrikken i Assens, der skulle lukke, var en svær dag. Det er ikke sjovt for medarbejderne, og det er ikke sjovt for jer roedyrkere, lød det fra Mogens Granborg.

- Med den nye sukkermarkedsordning kan der ikke længere dyrkes C-sukker, og derfor var det nødvendigt at lukke en fabrik, og størrelsesmæssigt måtte det være Assens, forklarede koncerndirektøren.