En rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser fastslår, at en række sjældne fugle er observeret i Skjern Enge. Derfor er området kvalificeret og forpligtiget ifølge EF-fuglebeskyttelsesdirektivet til at blive et fredet område. Kommer forløbet til at følge Skov- og Naturstyrelsens tidsplan, skal EU allerede den 1. juli endeligt udnævne Skjern Enge som EF-fuglebeskyttelsesområde, skriver Ringkjøbing Amts Dagblad fredag.

- Det her vil ødelægge alt, hvad vi har arbejdet på mellem Skjern og Tarm, siger Claus Meiner, medlem af Egvad Kommunalbestyrelse.

Bliver Skjern Enge fredet, vurderer han, at et planlagt byggeri af et udviklingscenter med et 50 meter højt tårn i netop Skjern Enge må droppes. Også andre projekter, der skal binde de to byer på hver side af Skjern Å sammen, vil lide døden, mener han.

Søren Christensen, Landboforeningen, er også skeptisk.

- For os landmænd vil det nok betyde endnu flere restriktioner og betyde, at vi får endnu sværere ved at få overskud på vores gårde. Jeg mener ikke, man kan gennemføre det her, før man kan fortælle, hvilke konsekvenser det vil bringe, siger han.

Statsskovrider Ulrik Lorentzen fra Skov- og Naturstyrelsen mener, at frygten er ubegrundet.

- Jeg tror ikke, at man vil mærke meget til det her. Størstedelen af det område, det drejer sig om, er i forvejen statsejet og er et habitatområde, som har endnu hårdere restriktioner. Det kan måske betyde, at en sti skal lægges et andet sted, og at et par bænke må flyttes, siger han.