Ingen ansøgere til VMP3-projekter
(EFFEKTIVT LANDBRUG) 60 millioner kroner venter på en konto hos Jordfordelingskontoret på at blive til VMP3-vådområder.
På en konto hos Jordfordelingskontoret i Tønder under Direktoratet for FødevareErhverv står 60 millioner kroner lige nu og venter på at blive udbetalt til projekter, der går ud på at lave nye vådområder i Danmark ved at standse dræn og pumper. Men her, mindre end en uge før ansøgningsfristens udløb, er der ikke kommet én eneste ansøgning.
Ifølge planlægger Kristian Gadegaard, Jordfordelingskontoret, har kontoret fået en række henvendelser, men endnu ikke nogle konkrete ansøgninger, selv om de skal være inde inden den 1. marts. Forespørgslerne kommer blandt andet fra landmænd, der har fået afslag på støtte fra puljerne til miljøvenlig landbrugsdrift, MVJ-ordningerne.
Kristian Gadegaard peger på, at kommunalreformen måske har medvirket til, at ordningen er på vågeblus.
- Amterne er ved at trække stikket ud, så den slags prioriteres nok ikke så højt lige nu. Og kommunerne er ikke rigtigt kommet i gang endnu. Vi er lidt uheldige med hensyn til den struktur, der er lige i øjeblikket, siger Kristian Gadegaard, der håber på ansøgninger i sidste øjeblik.
Støtteordningen er led i Vandmiljøplan 3 (VMP3), og de genetablerede vådområder skal efter planen skåne miljøet for 400 ton kvælstof om året. Desuden skal de bidrage til at bevare en mangfoldighed af dyr og planter.
Der gives støtte til både forundersøgelser og anlægsudgifter. Støtten er op til 13.000 kroner per hektar. Det vil sige, at det er muligt at få op til en kvart million kroner til et projekt på 20 hektar. Derudover er det muligt at få tilskud til driften, kompensation for driftstab og hjælp fra Jordfordelingskontoret med jordfordeling og eventuel erstatningsjord til berørte landmænd.
I landbruget er ordningen ifølge Kristian Gadegaard blevet mødt med en vis skepsis. Derfor vil Jordfordelingskontoret inden den næste ansøgningsrunde i maj-juni gøre reklame for ordningen på landbrugets rådgivningscentre landet over. Ud over landmænd regner han med at se landbrugsrådgivninger og Skov- og Naturstyrelsen blandt de fremtidige ansøgere.