Flere og flere Venstre-folketingsmedlemmer bryder nu med regeringens hidtidige mangel på vilje til at satse på biobrændsler og ser et stort potentiale i at »gro« og forædle biomasse til først og fremmest bioethanol.

- Vi vil nu lægge maksimalt pres på for at produktionen af bioethanol bliver et alternativ for landmændene og beskæftigelsen, udtaler nu tre fynske V-folketingsmedlemmer.

forskning skal bane vejen

Britta Schall Holberg, Erling Bonnesen, og Lars Chr. Lilleholt har ikke bare det tilfælles, at de er Venstre-medlemmer, fynboer og folketingsmedlemmer. De sidder også alle tre i Folketingets miljøudvalg, som ganske vist ikke er »hovedudvalget«, når det gælder de afgiftslettelser og den støtte til forskningen, der efter de fleste eksperters mening skal til for at bane vejen for en dansk førerposition på et voksende marked for biobrændsler og den dertil hørende teknologi.

forspilde chancen

De tre fynske Venstre-folketingsmedlemmer beklager stærkt lukningen af sukkerfabrikken i Assens, som ikke bare efterlader et tomt fabriksanlæg, men også øger ledigheden i et udkantsområde og sætter de roedyrkende landmænd under yderligere pres. For de tre politikere er det oplagt anledning til at forstærke presset på regeringen for at sætte skub i udviklingen og dyrkningen af biobrændsler

- Vi har igennem det seneste år arbejdet med alternative energiformer herunder bioethanol og har i forløbet lagt stærkt pres på regeringen for at skabe grundlag for en dansk bioethanolproduktion. Biobrændstoffer er på dagsordenen i hele Europa. Det er nu helt afgørende, at Danmark ikke forspilder sin chance, understreger de tre V-politikere i en fælles erklæring.

De peger samtidig på en »medfinansieringskilde«: De EU-midler, der gives til producenter og ansatte i områder, der mister sukkerproduktionen, bør målrettet bruges til at opbygge en produktion af bioethanol og dermed være med til at sætte nyt i gang.