Træk andre lande med
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Justitsminister Lene Espersen vil stille krav om skrappere regler for dyrevelfærd på EU-ministerrådsmøde på tirsdag. Dansk Landbrug opfordrer til fælles fodslag.
Danmark vil kræve skrappere tiltag i retning af bedre dyrevelfærd, når EU’s ministerråd tirsdag skal diskutere kommissionens dyrevelfærdsplan. Det står klart, efter at justitsminister Lene Espersen (K) i går fik ønsker om både skrappere regler for dyretransporter og for behandlingen af produktionsdyr med i bagagen fra Folketingets Europaudvalg.
Lene Espersen mener, at handlingsplanen er et godt udgangspunkt. Men velfærdsplanen, der er den første af sin art, indeholder kun meget få tiltag omkring dyretransporter, som har været det mest omdiskuterede på disse breddegrader. Det danske synspunkt har hele tiden været, at levende dyr højst må transporteres otte timer.
- Og det vil vi gentage. Men det vigtige for os er også, at der kommer flere initiativer på området, end det ene initiativ, der er i handlingsplanen, og som handler om realtidsovervågning. Det er for os at se slet ikke nok, siger Lene Espersen.
Formanden for Landbrugsraadets Veterinærudvalg, Gert Karkov, siger, at dansk landbrug er med, hvis der er tale om ens regler for alle EU-lande, men han opfordrer justitsministeren til at stikke fingeren i jorden og trække de andre lande med, for det er uacceptabelt, hvis der ikke er ens regler i EU.
- Man skal passe på ikke at løfte fanen så højt, at benene ikke kan nå jorden, siger Gert Karkov.
Ved de tidligere forhandlinger stod Lene Espersen stejlt fast på, at reglerne for dyretransporter skulle strammes, hvilket førte til, at justitsministeriet nu har indført særlige danske regler.
- Hvis reglerne skal have deres gang på jorden, så er det vigtigt, at de er funderet i fagligheden, og de nye regler er ikke gennemarbejdet. Hvis bare man kigger på geografien, så kan man se, at der bliver svært at transportere fra Nordsverige. I stedet for tiden, skulle man kigge på kvaliteten af transporterne, siger Gert Karkov og fortsætter:
- Det har tidligere været enten eller for justitsministeren. Det er meget uheldigt. Hvis man satte standarden på et realistisk niveau, så kunne man finde fælles fodslag og dermed løfte dyrevelfærden i EU.







































