Manglende afgræsning kan få stor betydning for botanikken i Vejle Amt – mange planter kan risikere at forsvinde. Derfor går amtet nu i offensiven overfor landmænd, der vil være med til at redde naturen ved at placere kvier eller kødkvæg på engarealer. Henvendelsen kommer, efter repræsentanter fra Vejle Amt i fjor undersøgte tilstanden på de 188 mest værdifulde enge og overdrev i Vejle Amt, og set ud fra et botanisk synspunkt var resultat nedslående. - Kun 81 ud af de 188 lokaliteter var afgræsset. Uden afgræsning eller høslæt gror arealerne til først med høje urter og siden med træer og buske. Sjældne orkidéer, vokshatte og sommerfugle forsvinder, lige som alle andre arter, der kun trives i lysåben natur, lyder konklusionen på amtets undersøgelser. Derfor har Vejle Amt taget kontakt til amtets landboretsudvalg om et samarbejde, og herfra er meldingen positiv: - Jeg mener, vi skal være positive overfor henvendelsen, for det er jo en kendsgerning, at amtet ikke kan løse problemet uden landbrugets involvering, lyder det fra formanden for landboretsudvalget, gårdejer Jens Ejner Christensen. Han er til gengæld heller ikke i tvivl om, at landmændene ikke gør det af idealistiske grunde: - Hvis det kommer til at koste den enkelte lodsejer mange penge, så begynder han ikke på det. Det vil ikke være idealismen, der er nok til få folk til det, men amtet har også nogle penge til at hjælpe med projektet, siger Jens Ejner Christensen til Landbrug Syd. TEKST & FOTO: LEIF CHRISTENSEN