Turen går til Kina
(Effektivt Landbrug) EKSPORT: Verdenshandelen med svinekød stiger fortsat, og det er vigtigt at åbne nye markeder. Til marts tager Danske Slagterier til Kina med Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed for at lave et salgsfremstød.
Danske Slagteriers formand, Bent Claudi Lassen, redegjorde ved et pressemøde i går for afsætningsmulighederne for svinekød frem til 2009, og selv om Danmark allerede eksporterer svinekød til omkring 140 lande, så åbner der sig især nye muligheder i Asien frem mod 2009.
- I Asien har lande som Kina, Filippinerne, Taiwan og Singapore alle potentiale som større importører. Også i Indien arbejder Danske Slagterier aktivt for at få adgang til markedet, sagde Bent Claudi Lassen.
Han forventede, at Indien inden for en horisont på ti år ville have en stor gruppe forbrugere, der i kraft af den store vækst i økonomien ville efterspørge dansk svinekød.
- Men det kan jeg sagtens sige nu, for om ti år er jeg ikke formand for Danske Slagterier, sagde han til stor morskab for forsamlingen af pressefolk.
Det er han til gengæld, når det næste skridt i kampen for at banke døren op til det gigantiske kinesiske marked bliver taget i nær fremtid.
- Vi tager til Kina i marts til et fremstød, hvor også familie- og forbrugerminister Lars Barfoed vil være med, sagde Bent Claudi Lassen, der nævnte, at viceadministrerende direktør, Erik Bisgaard Madsen også ville være med for at redegøre for det veterinære.
Og at det kinesiske marked kan blive vigtigt i fremtiden, hersker der ingen tvivl om, når man ser på deres status på verdensmarkedet. Her stod de i 2005 for 52 procent af produktionen, men det meste af kødet bliver afsat på hjemmemarkedet. De stod både for fire procent af eksporten og importen, når man ser på deres andel af verdenshandelen.
Her pegede formanden for Landsudvalget for Svin, Lindhart B. Nielsen, på, at det måske ikke handlede så meget om, at de aftog to eller ti procent.
- De skal jo ikke købe hele grise, men hvis de aftager maver, grisetæer og andre ting, som andre ikke vil have, så er det meget værdifuldt for hele værdikæden, for hvis vi kan afsætte alle dele af grisen, så vejer det utroligt tungt økonomisk. Derfor er det vigtigt at få markeder de steder, hvor andre ikke er, sagde Lindhart B. Nielsen.
Han sammenlignede det med Danmarks eksport af spareribs til USA.
- Det er bare godt for os, at forbrugerne har så forskellige ganer, sagde han.
Bent Claudi Lassen forventer, at en kommende WTO-aftale vil sætte skub i eksporten til Kina.
- Kina vil meget gerne være med i WTO, hvor forhandlingerne jo trækker ud. En aftale vil imidlertid betyde, at der vil komme en markedsåbning, siger han.
Men Bent Claudi Lassen forudser dog, at selv om Kina bliver tvunget til at åbne for import af svinekød, så vil det alligevel være begrænset i starten.
- De finder hele tiden på nye dokumenteringskrav, som vi så skal løse.
Vigtigheden af at være på det rette sted på det rette tidspunkt bliver understreget af, at Danmark sammen med Canada var de første til at få hul på det australske marked. Nu er den danske eksport 25.000 tons om året, og det forventes at blive fordoblet frem mod 2009. Et lignende scenarium har man set i forhold til Sydkorea, hvor eksporten forventes at stige fra 30.000 tons til 50.000 tons i samme periode.
Det bliver også nødvendigt at opsøge nye markeder, hvis den forventede udvikling af eksporten frem mod 2009 står til troende. Her vil især eksporten til Japan falde betragteligt, mens man også kan forvente et fald i eksporten til både USA og Rusland. Det skal så vejes op af en øget eksport til øvrige tredjelande på 75.000 tons.
Inden for EU forventes den samlede eksport at forblive status quo på 1.305.000 tons om året, men der vil især ses et fald i eksporten til Tyskland og Italien, mens en øget til Sverige vil trække pænt i den anden retning.






































