Økologer - ikke mindst i Sønderjylland - har gennem nogle år eksperimenteret med gasbrænding til bekæmpelse af ukrudt i majsmarken. Nu sætter Landscentret visse spørgsmålstegn ved metoden. Det sker på baggrund af to demonstrationsforsøg, som Hobro-Aaborg Landboforening, Økologisk Rådgivning LandboSjælland og Landscentret har gennemført sammen.

- Man kan brænde majsplanter frem til seksbladstadiet, uden at de tager skade af det. Men lad hellere være, efter at andet blad er fremme. Man risikerer, at afgrøden bliver sat tilbage, lyder det fra konsulenterne, som har fulgt forsøgene. De konkluderer derfor, at der ikke umiddelbart er grund til at skifte ukrudtsharven ud til fordel for gasbrændere.

Forsøgene viser også, at flere ukrudtsarter er svære at bekæmpe med gas. Det gælder for eksempel agerkål, spildraps, enårig rapgræs og kamille, som ikke må blive for store inden brænding.

Det kræver stor omhyggelighed at bekæmpe ukrudt i økologiske majsmarker uden tab af majsplanter.

- En effektiv ukrudtsbekæmpelse i økomajs kræver et veltilberedt såbed, et »falsk såbed«, korrekt såning, en ensartet og tæt bestand af majsplanter og en effektiv strategi til bekæmpelse af ukrudt, påpeger økologikonsulent Peter Mejnertsen, Landscentret.

Såbedet etableres midt i april og efterlades urørt indtil såning omkring 1. maj. Umiddelbart før såning foretages en eller eventuelt to ukrudtsharvninger, så nyfremspiret ukrudt er fuldstændig dækket med jord.

Økologisk majs skal sås senere end konventionel majs, fordi der skal anvendes ubejdset såsæd. Jordtemperaturen skal helst have passeret 10 varmegrader, og der skal samtidig i den nærmeste uge være udsigt til en stabil vejrudvikling uden større mængder regn.

- Majsen sås i fem centimeters dybde. Såningen gennemføres uden spild af frø ved agerrender og foragre og ved påfyldning af maskinen, fordi det tiltrækker fugle, påpeger Peter Mejnertsen, og tilføjer, at et højt plantetal er vigtigt for et højt udbytte. Der sås cirka 120.000 majsfrø pr. hektar. Det kan opnås med en frøafstand på 11 centimeter ved 75 centimeters rækkeafstand eller med 17 centimeters frøafstand ved 50 centimeters rækkeafstand.

Når ukrudtet i majsmarken skal bekæmpes, er gasbrænding én af metoderne. Men som nævnt anbefales metoden ikke efter, at andet blad er fremme.

Alternativet er ukrudtsharvning og hypning. Efter såning af majsen foretages en eller to blindharvninger. Harvningen foretages, før majsspirerne er så udviklet, at harven kommer i berøring med majsspirerne.

Harvningen gentages hver femte til syvende dag, når nyt ukrudt gennembryder jordoverfladen.

- Ved fremspiring og indtil majsen har to blade er majsen særlig følsom for ukrudtsharvning, da spiren er sprød. Derfor skal harvningen foretages skånsomt, påpeger Peter Mejnertsen. Det vil sige, at tænderne på harven skal lægges ned, og farten skal være passende lav.

Ved alle harvninger skal harven indstilles og harven afpasses, så ingen planter dækkes med jord og ingen planter rives op. Jo større majsen er, jo mere aggressivt kan der harves uden skade på majsen.

- Er der risiko for, at harvningen reducerer plantetallet, skal man stoppe og straks fortsætte med radrensning. Opretholdelse af plantetallet er vigtigt, understreger økologikonsulenten. Der foretages 1-3 redrensninger. Ved sidste radrensning kan eventuelt anvendes en hypper.