Overgaard Agro går i gødning
(Effektivt Landbrug) Til den kommende sæson starter Overgaard Agro markedsføringen af gødningsprodukter fra Frankrigs største NPK-producent.
Af Bøje Østerlund
Af Bøje Østerlund
Da Overgaard Agro blev kontaktet af det franske gødningsfirma Secma Norden, vakte det hurtigt direktør Stig Anderssons interesse.
- Vi øjnede muligheder for de franske gødninger i Danmark, fordi vi her i landet er pressede af de lave gødningskvoter. Derfor har vi allerede besluttet, at de nye gødninger skal bruges på Overgaard Gods i den kommende vækstsæson, siger Stig Andersson.
- Vi vil udnytte mulighederne for at få en bedre transformation fra kvælstof til tørstof i planten. Det ved vi kan lade sig gøre fra de mange forsøg, der er lavet med Secmas N Pro gødninger i Frankrig og Tyskland, som blandt andet viser, at det kan give en 11 procents forbedret optagelse af kvælstoffet fra gyllen. Det skyldes den særlige sammensætning i gødningen, som styrker den mikrobiologiske aktivitet i jorden.
I den nærmeste tid afholder Overgaard Agro informationsmøder om det nye gødningsprodukt, som selskabet fremover vil markedsføre i Danmark.
- Argumenterne skal være i orden, for den her gødningstype koster naturligvis lidt ekstra.
Stig Andersson gør opmærksom på, at de nye gødningstyper medvirker til en bedre etablering af afgrøderne.
- Den særlige effekt opstår, fordi N Pro gødningen bliver i planten og gør planternes optagelse af kvælstof mere effektivt. For eksempel fortsætter nogle af Landsforsøgene med at anvende Secmas gødning som startgødning i majs til næste år, fortæller General Manager Mathieu Staub fra Secma Nordens kontor i København.
Den franske koncern, hvorfra Overgaard Agro nu markedsfører gødningsprodukter, er en stor aktør i sit hjemland. Med 12 fabriksanlæg i Frankrig og en produktion på to millioner ton årligt, er Secma den største producent af NPK gødninger i Frankrig.
Til sammenligning er Danmarks samlede forbrug af handelsgødning årligt knapt en million ton.
Overgaard Gods intensiverede for få år siden sin position som grovvarevirksomhed ved oprettelsen af Overgaard Agro, der som privat grovvarehandel opererer i Sverige og Danmark. På godset råder Overgaard Agro over lagerfaciliteter til 107.000 ton korn samt tørre- og rensefaciliteter samt farvesorteringsanlæg til frasortering af meldrøjer i rug. Desuden har selskabet haller på Kalundborg Havn med plads til 30.000 ton samt rådighed over andre lagre på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.