Husmand tilfreds med landbrugsloven
(Effektivt Landbrug) AFBALANCERET: Bortset fra reglerne om udlejning af boliger er forslaget til ny landbrugslov afbalanceret, mener viceformand i Dansk Landbrug, Ib W. Jensen, der peger på, at familielandbruget har sat væsentlige fingeraftryk på forslaget.
- Vi har fået lavet noget, der er meget afbalanceret. Man kan faktisk tale om en »win-win«-situation, idet både store og små landbrug har fået lavet noget, der giver muligheder. Blandt andet bliver der mulighed for at have flere husdyr uden nødvendigvis at skulle købe mere jord.
Det siger Ib W. Jensen, viceformand i Dansk Landbrug og formand for Familielandbrugssektionen. Han har sammen med formand Peter Gæmelke, viceformand Gert Karkov og Tolvmandssektionens formand, Michael Brockenhuus-Schack, været med i et forhandlingsudvalg, som har behandlet forslaget til en ny landbrugslov, som skal træde i kraft 1. august.
- Meget af det, der står i forslaget, er da ikke min kop te, erkender Ib W. Jensen. Men når vi skal handle, er vi nødt til at give noget for at få noget.
- Et eksempel er ændringen af fortrinsretten, som mange andre helst så helt afskaffet. Ligeledes at deltidslandmænd nu får mulighed for at forpagte op til 70 ha, og at de efter i fire år at have drevet mere end 30 ha opfylder uddannelseskravet, så de kan gøre fortrinsstilling gældende eller købe en større gård.
- Til gengæld er hele Dansk Landbrugs bestyrelse utilfreds med, at man efter den nye lov ikke kan opsige en lejer før efter et år, hvis man selv eller en ansat medarbejder skal bruge boligen.
- Alt i alt mener jeg, at vi fra Familielandbruget har fået sat nogle væsentlige fingeraftryk på lovforslaget, som nu er i høring indtil 1. februar. Et stort flertal i Dansk Landbrugs bestyrelse har godkendt forslaget. Og så står vi naturligvis bag det.
- Det gør i øvrigt ofte min situation lidt svær, påpeger Ib W. Jensen. I mange sager kan man ikke umiddelbart se fingeraftrykket, men vi har som regel fundet det bedst mulige kompromis. Og i det øjeblik, vi har forhandlet noget på plads i Dansk Landbrug, kan vi jo ikke gå ud og lave noget andet. Det ville være uhæderligt.