Børge Jørgensen, kommunikationschef i Den Danske Dyrlægeforening, lagde i sit oplæg på Plantekongres 2006’s workshop om »Landbrugets image« alle tanker om storstilede image-kampagner død.

- Image handler mere om det, vi gør, end det vi siger, forklarede han.

Derfor er det en stor fejl, at landbruget markedsfører sig på stråtækt idyl og et halmstrå i mundvigen, når virkeligheden er, at landmændene er moderne ledere for forskningsbaserede millionvirksomheder. At reklamebureauerne anbefaler den form for markedsføring, havde han kun en kommentar til:

- Fyr dem!

Landbruget bør efter hans opfattelse tage meget mere del i den værdidebat, der foregår i resten af samfundet, men som kan være svær at håndtere, fordi den ikke kun handler om fakta, men også om følelser. Men også følelser skal tages alvorligt.

- Når en tilstrækkelig stor del af befolkningen opfatter noget som et problem, så er det et problem, slog han fast.

Lær af Novo Nordisk, foreslog han:

- Det er svært, men ikke umuligt at opdyrke positive følelser i befolkningen. Hvor meget hører vi egentlig om Novo’s forsøgsdyr, spurgte han forsamlingen på omkring 150 lyttende, især yngre landmænd.

For eksempel blev Novo’s kvindelige forsøgschef udnævnt som »Årets Dyreven« af Dyrenes beskyttelse for to år siden!

Image-problemet kan derfor ikke løses af den enkelte landmand alene, men skal ske også på det organisatoriske niveau, understregede han.

- Landbruget skal lytte og lytte meget nøje - og lære deraf, sluttede han.

Og satte således Dansk Landbrugs aktuelle beslutning om ikke at etablere et etisk udvalg i et nyt, måske knap så fremadrettet perspektiv.