Strangko A/S viser på Agromek 2006, stand 5212 i Hal F, en serie nye produkter indenfor området klovbehandling under det nyudviklede Cow Care koncept, der er udviklet af mælkeproducent Henrik Hein Jørgensen, Give.

Et af produkterne i serien, den banebrydende Easy Cow Care klovforbinding, præsenteres som 3-stjernet nyhed på Agromek.

Ideen til den helt nye klovforbinding fik Henrik Hein Jørgensen for et års tid siden. Han savnede en bedre forbinding, der var hurtig og nem at tage af uden risiko for at blive sparket af koen. Forbindingen bliver holdt på plads af en vandopløselig film. Når behandlingen er slut, og forbindingen skal fjernes, klares det med 45 grader varmt vand. Det kan foregå med Handy Cow Care Cleaner’en, der omtales i det efterfølgende, eller med en rygsprøjte, hvis koen befinder sig i fanggitter eller sengebås.

- Filmen opløses til carbondioxid og vand. Man behøver ikke at skulle have fat i koen, når forbindingen skal fjernes, for det hele kan klares i malkestalden, forklarer Henrik Hein Jørgensen.

Til at påføre klovforbindingen tilbydes Handy Cow Care Gel. Der er tale om en 100 procent naturlig gel, der ikke indeholder antibiotika, men derimod Tea Tree olie og andre æteriske olier samt en række mineraler. Denne sammensætning giver en bredspektret effekt, så blandt andet digital dermatitis og interdigital pflegmone bekæmpes. Mineralerne i gelen er med til at sikre en hurtig genopbygning af klov- og hudceller. Anvendelse af Handy Cow Care Gel kræver ikke tilbageholdelse af mælken fra behandlede køer.

Den nye produktserie fra Strangko omfatter også en galvaniseret behandlingsboks, der er beregnet til anvendelse i forbindelse med det eksisterende fanggitter ved foderbordet.

- Man fikserer blot koen i fanggitret, for eksempel under fodringen. Så kører man fikseringsboksen op over koen, mens hun står og æder. Herefter spændes en bugsele op under koen, så hun ikke skrider, mens hun bliver undersøgt eller behandlet. Koens ben kan løftes op enkeltvis med et håndbetjent spil, fortæller Henrik Hein Jørgensen.

Behandlingsboksen er udstyret med fjederbelastede transporthjul, der presses i bund, så boksen hviler stabilt på rammen, når der befinder sig en ko i den. Fordelen ved denne boks er, at man undgår at skulle stresse koen ved at indfange og fjerne hende fra hendes daglige omgivelser, hvis man skal undersøge eller behandle en klov. Dette kan tilmed foregå på betydeligt kortere tid end ellers.

Til klovvask som supplement til eller erstatning for fodbad tilbydes Handy Cow Care Cleaner’en, der kan anvendes i malkestalden eller i forbindelse med klovbeskærernes klovbeskæringsbokse. Der er recirkulation helt ud til vaskepistolen, så der er varmt vand til rådighed, så snart der trykkes på håndtaget. Baggrunden for udviklingen af Handy Cow Care Cleaner’en er, at virkningen af de forskellige klovplejemidler reduceres væsentligt, når der er snavs eller gylle i sårene.

Cleaneren påfyldes flydende sæbe, den lavtskummende Handy Cow Care Soap, der hører til samme produktserie. Sæben er beregnet til at blive anvendt sammen med Easy Cow Care forbindingen og til almindelig klovvask i malkestalden.

Henrik Hein Jørgensen vil fremover fungere som Cow Care-konsulent i Strangko-regi og bliver desuden lokal forhandler af produkterne. Han understreger, at Cow Care-konceptet skal betragtes som et supplement til den daglige klovpleje - ikke som en erstatning for den regelmæssige klovbeskæring udført af professionelle klovbeskærere.