Multisite leverer ikke bedre resultater
(Effektivt Landbrug) Foreløbige resultater tyder på, at de noget dyrere multisites ikke giver bedre resultater, end sektionering og alt-ind-alt-ud og fokus på rengøringen præsterer.
Multisite-konceptet i svineproduktionen øger mulighederne for kontrol med sygdomme og kan som følge heraf forbedre produktionsøkonomien, har det i årevis lydt fra eksperterne.
Konceptet, der indebærer, at stalde til søer, smågrise og slagtesvin fordeles på geografisk adskilte lokaliteter, hvor der gennemføres alt-ind og alt-ud drift på sektionsniveau, medfører typisk også etableringsomkostninger, der ligger op til 15-20 procent højere ved at etablere sammenlignet med et traditionelt kompakt anlæg.
Og dén investering tjener sig ikke hjem, hvis man kigger på produktionsresultaterne.
Landsudvalget for Svin har gjort status over syv besætninger, der har fungeret efter multisite-princippet i fire-fem år, og har konstateret, at generelt skal man ikke forvente bedre resultater som følge af reduceret smittepres i soholdet.
På linie med den generelle tendens i svinebesætninger indenfor de seneste fire-fem år, kunne man i de fleste af besætningerne konstatere et fald i smågrisenes tilvækst, men en stigning i antal levendefødte grise og producerede grise pr årsso.
Derfor kan ændringerne formentlig ikke forklares af produktionssystemet. Derimod vurderer undersøgelsens forfatter, at et fald i dødeligheden indtil fravænning til dels kan skyldes produktionssystemet, idet de fravænnede grise er flyttet væk fra ejendommene samtidigt med et øget fokus på rengøring og holddrift.





































