Pas på pengene
(Effektivt Landbrug) Landmænd er traditionelt forholdsvis risikovillige, og nogle er meget risikovillige, fordi de har store værdier, der kan belånes. Men med de mange nye muligheder for investeringer og belåning gælder det om at se godt for på finansmarkedet, advarer rådgiver.
Ifølge specialkonsulent Jeanette Brogaard, Dansk Landbrugsrådgivning, Økonomi og Jura, har det aldrig været så mange forskellige måder at skrue sin låneportefølje sammen på som i dag – swap-lån, futures, terminsforretninger, ja, kært barn har mange navne. Og derfor har der heller ikke før været så mange muligheder for at fare vild på det finansielle marked. Eller ligefrem falde i kløerne på rådgiverbranchens brodne kar, der hellere vil sælge finansielle ydelser end at rådgive om dem.
Hun ser derfor en stigende risiko for, at landmændene går forkert i det finansielle supermarkeds bugnende tilbud om långivning.
- Landmænd er traditionelt forholdsvis risikovillige, og nogle er meget risikovillige, fordi de har store værdier, der kan belånes. Derfor er det blevet nemmere for pengeinstitutterne at lave fancy forretninger med nogle landmænd, siger Jeanette Brogaard.
Specialkonsulenten understreger, at der generelt ikke er noget problematisk ved at shoppe swap-lån, futures, terminsforretninger og så videre. Men, erkender hun, markedet er komplekst, og hvad der fungerer for den ene landmand, gør det ikke nødvendigvis for den anden.
Jeanette Brogaard opfordrer landmændene til at lægge en nøje finansstrategi med fokus på risikovillighed for at undgå at optage forkerte lån.
- Inden man giver sig i kast med en låneforretning, skal man vide, hvad man går ind til, og hvilken risiko man vil løbe, siger hun.





































