- Faktum er, at vi med vores beliggenhed aldrig kommer i nærheden af de jyske dyreenheder på for eksempel 1,4 pr. hektar. Derfor er vi nødt til at tænke kreativt.

Det fastslår formanden for LandboCentrum, svineproducent Torben Hansen, Nordgaarden, Herfølge.

Efter Torben Hansens opfattelse ligger der for landmændene mange muligheder i at kigge ud over de traditionelle funktioner. I stedet for at landmanden finder sig et deltidsjob som en ekstra indtægtskilde, peger formanden på alternative muligheder, blandt andet udlejning af bygninger til iværksættere, energiproduktion og pasning af grønne arealer.

- Det kan give mindst lige så gode indtægter som at producere svin, mener han og understreger i samme åndedrag, at det ikke handler om at opgive eksempelvis sin svineproduktion, men om at finde indtægtskilder, der kan supplere en dyreproduktion, der mange steder på Sjælland begrænses af beliggenheden.

- Efter min mening tales der for meget om, hvad samfundet kræver af landbruget. Hvorfor ikke vende tingene på hovedet og spørge, hvad landbruget kan tilbyde samfundet, siger landboforeningsformanden.

Som et eksempel nævner den sjællandske svineproducent, at landmændene allerede i dag forvalter en stor del af den danske natur og dermed udgør en vigtig, samfundsøkonomisk brik.

- Landmænd skal ikke kun skal betragtes som fødevareproducenter, fastslår Torben Hansen.

- Man må ikke glemme at inddrage landbruget i erhvervsudviklingen. Og vi kan være med til at sætte skub i mange små virksomheder og puste liv i iværksætterkulturen, blandt andet ved at leje bygninger ud til nystartede virksomheder, siger Torben Hansen.

Efter landboformandens mening er der også et stort uudnyttet potentiale i en produktion af råvarer til industri og energiproduktion.

- Som planteavlere kan man producere til meget andet end fødevareindustrien, vi kan også være energiproducenter. Derudover kan landmanden påtage sig specialopgaver så som snerydning, der er et godt potentiale i gårdbutikker, når man tænker på nærheden til byområder, for blot at nævne nogen. Og allerede i dag har vi her på Sjælland en stor specialproduktion af havefrø, og den kan blive endnu større, mener Torben Hansen.

Jan Tolstrup, centerleder i Landbrugsrådgivningen Øst - Sjællandske Familielandbrug, er ifølge Dagbladet Roskilde, på linie med Torben Hansen. Han har udtalt:

- Landmænd er et vigtigt grundlag for at sikre vækst i randområderne, fastholde produktvirksomheder og tiltrække serviceerhverv. Landbruget skal betragtes som en del af det samlede erhvervsliv, fordi vi har en fælles interesse i at få delt viden, og det glemmer vi tit.