Italiensk dyrevelfærd til EU-tjek
(Effektivt Landbrug) Det kniber med at få de italienske landmænd og myndigheder til at overholde alle regler, konstaterer kontrollører fra EU kommissionen.
EU Kommissionens Fødevare- og Veterinær kontor konstaterer, at det kniber for de italienske myndigheder og landmænd at implementere og overholde de gældende EU-direktiver om dyrevelfærd for grise, kalve og æglæggende høns.
EU-direktiverne skulle have været implementeret i lovgivningen i alle EU-lande pr. den 1. januar 2003. Det betyder, at lovgivningen skulle have været trådt i kraft for alle stalde bygget efter 1. januar 2003.
I Italien var implementeringen i lovgivningen mere end 14 måneder forsinket, hvilket betød, at lovgivningen først trådte i kraft for stalde bygget efter medio 2004. I Danmark blev EU direktiverne implementeret med virkning i nye stalde fra 15. maj 2003.
Repræsentanter fra EU-kontoret pegede på fire store problemområder efter et besøg i Italien i april måned:
Det første problemområde var, at den sene indførelse af direktiverne i den italienske lovgivning medførte, at der først kom krav med hensyn til spalteåbninger i spaltegulv fra 2004, og ikke i 2003 som det kræves i EU direktivet. Derfor er der bygget en række svinestalde i perioden 1. januar 2003 til medio marts 2004, som ikke opfylder den gældende EU lovgivning.
Det andet problemområde var, at de centrale myndigheder først i marts 2005 udsendte retningslinjer omkring lovgivning og kontrol til regionerne. Resultatet heraf har været ringe overholdelse af kravene med hensyn til rode- og beskæftigelsesmateriale samt vandforsyning.
Kontrollørerne besøgte to besætninger, og i begge var der mangelfuld tildeling af manipulerbart materiale. I den ene besætning blev der ikke tildelt manipulerbart materiale, fordi man havde konkluderet, at gyllesystemet ikke kunne klare det. I den anden besætning blev der tildelt store stykker træ i nogle af stierne.
Med hensyn til permanent adgang til vand indikerede de lokale kontrollører, at disse krav generelt ikke blev overholdt i besætningerne, hvilket skyldtes, at der havde været for lidt fokus på området i de hidtidige kontroller.
Det tredje problemområde var, at de nye retningslinier fra de centrale myndigheder til regioner og kontrollører var mangelfulde med hensyn til opmåling og brug af frit tilgængeligt gulvareal/overholdelse af arealkrav, vurdering af lysintensitet og krav til strøelse i sygestier.
Det fjerde problemområde var omkring implementering og overholdelse af reglerne i besætningerne, for eksempel anskaffelse af alarmanlæg ved mekanisk ventilation.
EU-kontrollørerne konkluderede, at opfølgende besøg i besætninger uden sanktioner ikke var tilstrækkelig til at sikre overholdelse af de gældende krav.
På ét punkt har Italien dog været foran tidsplanen: Opbinding af søer. EU-direktiverne foreskriver et forbud mod opbinding pr. 1. januar 2006, og i Italien har der været forbud siden 2001. I Danmark er det forbudt at opbinde søer efter 31. december 2005.






































