- Når gården når op i en vis størrelse, er det simpelt hen ikke realistisk at tro, at jeg kan alting selv. Min opgave er i stedet at gøre det, jeg selv er bedst til og synes er sjovest.

Sådan siger svineproducenten Lars Vitting Nielsen, der er ved at udvide til 680 søer på bedriften »Nygård« i Gl. Blåhøj mellem Brande og Grindsted.

I rækken af opgaver, Lars Vitting Nielsen har lagt fra sig, er netop byggeriet af de nye staldafdelinger et eksempel på et område, hvor han har valgt at lægge beslutningskraften ud til sit bygningskontor.

- Jeg kan alligevel ikke sætte mig ind i alle mulige tekniske ting. Derfor har jeg koncentreret mig om at fortælle konsulenterne, hvilke materialer, jeg vil have, og hvor store stier, osv. der skal være, og så tager de sig af byggestyringen, siger Lars Vitting Nielsen.

Den 31-årige svineproducent bruger også mindre tid på at forhandle foder end tidligere.

- Tidligere indbød jeg tre foderstoffer til forhandlinger hvert år, men i dag handler jeg blot med et enkelt selskab, og bytter så priser med andre landmænd i området for at tjekke prisniveauet, siger den midtjyske landmand, der også bruger sit nuværende foderselskabs råvaredisponerings-service.

Heller ikke regnskabsførelse er et område, der optager en stor del af Lars Vitting Nielsens tid. I stedet får han en farmsekretær til at komme fire gange om året og lave kassebog.

- Jeg kan ikke selv holde en ordentlig timeløn på at splitte energiregninger op i CO2-afgifter, moms og meget mere. Jeg vil hellere koncentrere mig om at lægge et ordentligt budget, siger Lars Vitting Nielsen.