Sibiriske vildgæs gæster Danmark
(Effektivt Landbrug) SMITTERISIKO: Danmarks Fødevareforskning har fået den første syge vildgås til undersøgelse for fugleinfluenza. Vildgåsen stammer fra Sibirien, og resultatet af undersøgelsen foreligger først i næste uge.
Fem vildgæs fra det nordligste Sibirien blev tirsdag morgen observeret i Østjylland ved mundingen af Horsens Fjord. Den ene gås slog sig ned ved en landejendom og gik i en sølle forfatning på græsplænen tæt på udhusene og nippede til græsset.
Gåsen blev aflivet efter aftale med Fødevareregion Vejle, som ønskede gåsen sendt til laboratorietest ved Danmarks Fødevareforskning i Århus. Gåsen blev afleveret til laboratoriet onsdag morgen og vejede anslået under halvandet kilo.
På øen Hjarnø fik en hobbylandmand øje på gæssene, da de trak tæt forbi vinduerne på Havgaard, som har et mindre gåsehold. Især den ene gås var meget tæt på og havde svært ved at følge med flokken på i alt fem.
Da øboen senere ville kigge til sine ruser opdagede han, at gåsen trissede omkring tæt på husene ved Strandgaard. Gåsen udviste ingen skyhed, hvilket er en meget usædvanlig gåseadfærd.
Gårdejeren henvendte sig til sin nabo, og de blev enige om at aflive gåsen og henvende sig til Fødevareregion Vejle. Her oplyste veterinærchef Villy Jensen følgende over telefonen:
- Når gåsen er så dårlig, kan det skyldes flere ting. Det kan være en hjertefejl, en anskydning eller noget helt andet. Men det er da rigtigt, at vi skal være opmærksomme på fugleinfluenza i denne tid.
Villy Jensen mente ikke, at en aflivning med haglbøsse ville blive et problem i et sådant tilfælde. Bramgæs, som er totalt fredede i Danmark, er tidligere observeret på øen som vintergæst.
Når gårdejeren, der også er jæger, blev bekymret, skyldes det opmærksomhed på, at fugleinfluenzaen kan stamme fra Sibirien, hvor netop bramgæs yngler. Samtidigt mente han at være forpligtet til at indsende mistænkelige fugle.
Besøget af de vilde bramgæs viser, at fugletrækket ikke kun går nord-syd, men også øst-vest. Ifølge håndbogen »Europas Fugle« yngler bramgæs i de højarktiske egne f.eks. på Novaya Zemlja i det østlige Barentshavet nord for Uralbjergkæden.
Samtidig havde den opmærksomme øbo hørt, at netop ænder og gæs kunne overleve med influenza i kroppen og tarmen og således bringe fugleinfluenzaen med sig langsvejs fra.






































